Annonce
Vejen

KL på besøg i Vejen: Hvor er Jeres butiksliv imponerende

Borgmester Egon Fræhr (V) er her fotograferet i dialog med den radikale borgmester fra Rebild,Leon Sebbelin. Til venstre for Egon Fræhr ses Jesper Kiel, som sidder i byrådet i Svendborg, valgt for Enhedslisten. Foto: André Thorup
Vejens handelsstand fik mandag stor ros af et udvalg fra Kommunernes Landsforening, som er på rundfart for at hente inspiration til, hvordan man kan bevare og udvikle byernes butiksliv.

VEJEN: Detailhandelen i Vejen fik mandag formiddag fornemt besøg. Et udvalg fra Kommunernes Landsforening fik en rundvisning af både borgmester Egon Fræhr (V), udviklingschef Peer Rexen og citychef Flemming Simested.

Udvalget fik på tre kvarter en gennemgang af detailhandelens udvikling og udfordringer, og udvalget, der arbejder med kultur, erhverv og planlægning, var tydeligt imponeret.

Den radikale borgmester Leon Sebbelin fra Rebild sagde for eksempel:

- Jeg er vildt imponeret af at se, at Vejen har så mange spændende butikker, og jeg har fotograferet Nørregade, for jeg synes, det er interessant, at man her kan få det til at fungere uden at have en gågade. Man har valgt en spændende belægning, synes jeg.

Holstebros borgmester, H. C. Østerby fra Socialdemokratiet, var også imponeret - ikke mindst af byrådets beslutning om, at rådhuset skal forblive i bymidten.

- Det har vi også valgt i Holstebro, og det virker godt. Jeg har fået et meget positivt indtryk af Vejens detailhandel, og det er interessant at høre, at vi har mange af de samme problemstillinger, lød det fra ham.

Annonce
Jeg er vildt imponeret over at se, at Vejen har så mange spændende butikker, og jeg har fotograferet Nørregade, for jeg synes, det er interessant, at man her kan få det til at fungere uden at have en gågade.

Leon Sebbelin, radikal borgmester i Rebild

Små beløb gør en forskel

Udvalget gik fra banegårdspladsen, til tunnellen og ned gennem Nørregade til Byens Brød & Café, hvor medlemmerne fik en kop kaffe med til den videre rejse.

På gåturen fortalte Vejen Kommunes repræsentanter om planerne med at forsyne nattelivet i Søndergade med mere butiksliv og om ønsket om at sikre et generationsskifte i nogle af byens ældre butikker.

Der blev også talt om byfornyelse, og her var budskabet fra udviklingschef Peer Rexen, at det i Vejen har virket godt, at man politisk har bevilget mindre pengebeløb.

- Med små penge kan man virkelig gøre en forskel. Dette budskab skal I tage med Jer hjem. Flere butiksindehavere gik i gang med selv at forskønne deres bygninger, da byrådet bevilgede et mindre beløb til byforskønnelse, lød det fra ham.

Citychef Flemming Simested blev spurgt, om byrådet putter penge i det lokale handelsliv, når der skal afvikles arrangementer, og her var svaret nej.

- Vi støttes i handelsstanden ikke kommunalt, når det gælder events og aktiviteter, men det mener jeg altså heller ikke, at vi skal. Til gengæld er det kommunens opgave at skabe de rette rammer, infrastruktur og parkeringspladser, lød det fra Simested.

Hvor er gågaden?

Den uundgåelige butiksdød i oplandet fik også nogle ord med på vejen. Det samme gjorde byrådets bestræbelser på - rent lovgivningsmæssigt - at imødekomme ønsket om at forvandle tomme butikker til boliger i for eksempel Brørup.

Og så blev der talt meget om det faktum, at Vejen ikke har en gågade - altså hvis man ser bort fra passagen ved Kvickly og Lady Lingeri.

Flere i KLs udvalg tog deres mobiltelefoner frem og valgte at forevige trafikken gennem Nørregade kombineret med handel i de mange, flotte butikker. Alene for at kunne dokumentere, at en by ikke behøver have en gågade for at kunne tilbyde et spændende butiksmiljø.

Efter besøget i Vejen kørte udvalget videre til Svendborg. På Sjælland besøges Hillerød og Slagelse.

Ifølge borgmester Egon Fræhr og citychef Flemming Simested er der i KL lige nu en interesse for at se nærmere på detailhandelens betydning for kommunernes udvikling, og begge var beærede over at få lov til at fremvise Vejens handelsliv.

De oplyser, at besøget kom i stand via en henvendelse fra KL, og at denne henvendelse formentlig er opstået, fordi der både i borgmestre-kredse og blandt landets citychefer er fokus på, at man i netop Vejen Kommune har et blomstrende handelsliv, og at antallet af butikker i en by som Vejen er langt over det antal, man normalt kan forvente i en by på cirka 10.000 indbyggere.

Citychef Flemming Simested serverede kaffe fra Byens Brød & Café, og udvalget fik fortalt den søde historie om, hvordan to generationer hjælper hinanden i bageri og butik. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce