Annonce
Udland

Klage til USA's højesteret truer retten til fri abort

De ni dommere i USA's højesteret kan stå over for en af de vigtigste afgørelser, når de til efteråret tager sagen om en abortlov i delstaten Mississippi op. Det kan sætte USA's generelle regel om fri abort under pres. Det er den afgørelse fra 1973, der kendes som Roe versus Wade. Foto: Pool/Reuters

Domstol vil tage sag op fra Mississippi om ret til abort. Det sætter USA's abortafgørelse fra 1973 under pres.

USA's højesteret har mandag indvilget i at behandle en sag, som kan true den epokegørende afgørelse, som retten tog i 1973 om at legalisere abort over hele USA.

Sagen, som højesteret vil behandle, angår en lov i delstaten Mississippi, som forbyder aborter efter 15 ugers svangerskab.

Højesteret, der under tidligere præsident Donald Trump fik valgt nye konservative dommere, ventes at tage sagen op til efteråret.

Abortloven i Mississippi blev vedtaget i 2018. Den forbyder som nævnt aborter efter 15 ugers svangerskab. Undtaget er kun tilfælde, hvor morens liv kan være truet, eller hvor fostret har misdannelser.

Højesteret har valgt at tage sagen op, efter at to lavere domstole har afgjort, at abortloven fra Mississippi er i strid med forfatningen.

Det lykkedes Trump at få udpeget tre konservative dommere til højesteret. Det sikrede de konservative dommere et flertal på seks mod tre. Dermed er der blevet større mulighed for, at højesterets afgørelse fra 1973 om retten til abort, der kendes som Roe versus Wade, vil blive omstødt.

- Højesteret er lige blevet enig om at revurdere et abortforbud, som helt uden tvivl bryder med næsten 50 års præcedens i højesteret, og det bliver et forsøg på at omgøre Roe versus Wade, siger Nancy Northrup. Hun er formand for Center for Reproductive Rights, som er blandt de grupper, der anfægter loven i Mississippi.

- Alarmklokkerne bimler, mener hun ifølge Reuters.

Højesteret afgjorde i 1973 - og det blev bekræftet med en ny afgørelse fra 1992 - at stater ikke kan forbyde abort, så længe et foster ikke vil være levedygtigt uden for morens mave. Læger har siden sat den grænse mellem 24 og 28 ugers svangerskab.

Abort er et spørgsmål, som i alvorlig grad splitter det amerikanske samfund. I de senere år har stater med republikansk flertal indført stadig mere restriktive love om abort.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne fra en magisk EM-aften: Danmark tævede Rusland og bragede i ottendedelsfinalen

Annonce