Bredebro/Skærbæk: Padelbaner skyder i øjeblikket op som padehatte i Danmark, og i Tønder Kommune er der også flere på vej.
På årets første møde i kultur- og fritidsudvalget blev der bevilget penge til både en bane i Bredebro og en bane i Skærbæk, og udvalget var også klar til at stille et areal til rådighed til banen i Skærbæk.
Der er nedsat en pulje til etablering af padelbaner i Tønder Kommune, hvor der ud fra retningslinjerne kan gives 30.000 kroner til en bane per sted.
I Bredebro har Bredebro Idrætscenter planer om at etablere to indendørs padelbaner - centret havde ønsket 60.000 kroner, men må nøjes med det halve.
- Et spændende projekt vil jeg så i øvrigt godt sige, lyder det fra formand for kultur- og fritidsudvalget, René Andersen, Tønder Listen, der peger på, at det er den første ansøgning, hvor der er tale om en indendørs bane.
- Så det kan godt blive lidt spændende at følge, siger han.
Tennisklub med ønske
I Skærbæk ønsker den lokale tennisklub at etablere en bane, og den havde søgt om 50.000 kroner. Også her bevilgede udvalget 30.000 kroner.
Udvalget behandlede også et punkt, hvor Skærbæk Tennisklub ønskede at få stillet et stykke kommunalt jord ved siden af klubbens tennisbaner til rådighed - det nikkede udvalget til. Skærbæk Tennisklub samarbejder med Foreningen Skærbækcentret om padelbane-projektet.
Sidste år undersøgte Tønder Kommune interessen for at anlægge padelbaner lokalt og nedsatte efterfølgende støttepuljen - den var på i alt 150.000 kroner. Tidligere er der bevilget penge til projekter i Agerskov og Højer, så man nu er oppe på at have uddelt 120.000 kroner.
René Andersen synes, det er positivt, at pengene bliver uddelt.
- Det er jo en vinkel ind i Bevæg dig for livet, og det, synes jeg, er rigtigt godt, siger René Andersen.
- Vi er ved at være rimeligt godt med i Tønder Kommune med padeltennisbaner, men det er også en sport, der virkelig er i fremdrift, siger René Andersen.
René AndersenVi er ved at være rimeligt godt med i Tønder Kommune med padeltennisbaner, men det er også en sport, der virkelig er i fremdrift