Annonce
Aabenraa

Klar melding fra affaldschef: Borgerne har udvist respekt

Der var mange men ikke for mange, da genbrugspladserne i Aabenraa Kommune genåbnede forrige tirsdag. Arkivfoto: Claus Thorsted
Borgerne har opført sig fint på genbrugspladserne i Aabenraa Kommune efter genåbningen, og der er ikke brug for trafikregulering i påsken.

Aabenraa: Den sidste dag i marts genåbnede genbrugspladserne i Danmark efter at have været lukket ned i to uger på grund af coronavirussen. Det gjaldt også de fem genbrugspladser i Aabenraa Kommune, som drives af forsyningsvirksomheden Arwos.

På forhånd havde man frygtet og også lidt forventet, at der ville opstå kaotiske tilstande på genbrugspladserne med lange køer, men ifølge Arwos er det gået meget bedre end forventet.

- Det er gået rigtig fint. Folk har opført sig pænt og holdt afstand. Der har været respekt for situationen, også når der har været optræk til kø, siger Stinne Stokkebo, der er affaldschef hos Arwos.

Selv om det er gået uden problemer på genbrugspladserne i Aabenraa, så har der været tryk på siden genåbningen.

- Men det er der rent faktisk altid på den her årstid. Dog har der været en tand mere tryk på i år, fordi vi havde lukket i to uger. Søndag var den mest travle dag, hvilket heller ikke er unormalt, siger Stinne Stokkebo og tilføjer, at der lige nu bliver smidt rigtig mange cykler og havemøbler væk.

Annonce

Det er gået rigtig fint. Folk har opført sig pænt og holdt afstand.

Stinne Stokkebo, affaldschef hos Arwos

Budskabet nåede frem

Det var især de første par dage efter genåbningen, at affaldschefen hos Arwos havde forventet mere trængsel på genbrugspladserne. Den udeblev, og ifølge Stinne Stokkebo skyldes det, at borgerne har lyttet til forsyningsvirksomhedens budskaber forud for genåbningen.

- Vores kommunikation er kommet godt ud med hensyn til at tage det roligt og vælge at komme af med affaldet på hverdage, hvor der er mindst travlt, siger hun.

Ikke brug for hjemmeværnet

I forbindelse med påsken har Syd- og Sønderjyllands Politi meldt ud, at hjemmeværnet vil bistå politiet med trafikregulering ved genbrugspladser i Sønderborg og Varde kommuner. Politiet har truffet beslutningen for at sikre en smidig afvikling af trafikken, efter at der har været flere hændelser med lange bilkøer, hvor borgerne har ønsket at komme af med deres affald.

I Aabenraa Kommune bliver det ikke nødvendigt med hjælp fra politihjemmeværnet.

- Man har vurderet, at der ikke er brug for trafikregulering på pladserne i Aabenraa Kommune. Vi har da også kun fået positive tilbagemeldinger fra politiet, der kigger forbi pladserne af og til, siger Stinne Stokkebo.

Hvor travl en påske det bliver på genbrugspladserne i Aabenraa, Kliplev, Padborg, Kobro og Tumbøl, har affaldschefen dog svært ved at vurdere. Her kan vejret spille en afgørende rolle.

- Hvis der er rigtig godt vejr, så ved vi af erfaring, at folk hellere vil lave noget andet. Når det derimod er overskyet, så ser vi typisk flere mennesker på genbrugspladserne, siger Stinne Stokkebo.

Genbrugspladser

Åbningstiderne på genbrugspladserne i Aabenraa, Kobro, Kliplev, Tumbøl og Padborg er normale.

Mini-genbrugspladserne i Løjt Kirkeby og Stubbæk er fortsat lukkede.

Åben Plads er ligeledes lukket indtil videre, og det samme er genbrugsbutikkerne.

For at minimere køerne er det i øjeblikket ikke muligt at hente kompostjord.

Kilde: Arwos

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce