Annonce
Aabenraa

Klar tendens: Flere unge hjemløse sofa-surfere

De hjemløse i Aabenraa Kommune bliver yngre og yngre. Foto: Holger Henriksen

Aabenraa Kommune oplever, at der bliver flere og flere unge hjemløse. En tendens, man ser i hele landet.

Aabenraa: Når politikerne i social- og sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune har hjemløse på dagsordenen, så er de godt klar over, at det er et stigende problem. Samtidig viser der sig en klar tendens.

- Der er 56 hjemløse i Aabenraa Kommune. Det er det tal, vi arbejder med i udvalget, og tendensen er, at de hjemløse i kommunen bliver yngre og yngre. De udgør en stigende andel, siger Michael Christensen (SF), der har været medlem af social- og sundhedsudvalget i flere år.

Udvalget har fulgt stigningen løbende, og der arbejdes på, at tallet i det mindste ikke skal stige.

- En løsning kunne være at lave specielle hjemløseboliger. Det er noget, andre kommuner arbejder med. En mindre bolig tilpasset en enkelt person. Forsorgshjem er kun en midlertidig løsning, siger Michael Christensen.

Annonce

Det er helt klart, at de hjemløse bliver yngre og yngre.

Robert Refslund-Nørgaard, værestedsleder

Hjemløs

En hjemløs er en betegnelse for en borger uden en fast bolig.Der skelnes mellem hjemløse og nomadekulturer, hvor en fast bolig ikke er normen.

Hjemløshed er mest almindeligt i storbyer og disses forstæder.

Årsagen til hjemløsheden er ofte komplekse problemstillinger af psykisk eller social karakter.

Kilde: Wikipedia

Flere sofa-surfere

På værestedet Den Blå Oase i Aabenraa er man dagligt i kontakt, og lederen kan bekræfte tendensen.

- Det er helt klart, at de hjemløse bliver yngre og yngre. Det ser man også i andre kommuner. Der er flere og flere sofa-surfere. Det betyder, at de er hjemløse, men låner en sofa hos venner og bekendte for en periode, inden de rykker videre. Vi møder dem, hvor netværket er bristet, siger Robert Refslund-Nørgaard, der også peger på en mulig løsning på problemet.

- Hvis man kunne finde nogle små billige boliger til dem, ville det være fint. Det er en god måde at få dem på fode igen. Jeg oplever dog, at kommunen gør en del for de hjemløse, men udfordringerne er også stigende, siger Robert Refslund-Nørgaard.

De hjemløses landsorganisation SAND kan også nikke genkendende til, at der bliver flere og flere unge hjemløse. Det er der ifølge sekretariatslederen Ask Svejstrup flere forklaringer på.

- De unge har en lavere ydelse end kontanthjælpsmodtagere, og der er ikke så mange billige boliger mere, siger han.

Ifølge sekretariatslederen er et stigende hashforbrug også en forklaring på, at der er flere unge hjemløse.

- Der er en udbredt hashkultur blandt unge mennesker. Samtidig er hashen blevet stærkere og udløser psykoser. Og så hører jeg også, at de unge føler, at presset er blevet større, siger Ask Svejstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce