Annonce
Esbjerg

Klar til efteråret: Folkemødet i Ribe gearer op efter corona

Det var en stor succes, da Folkemødet i Ribe for første gang blev afholdt i efteråret 2017. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Efter to aflysninger af Folkemødet i Ribe på grund af corona er et nyt sekretariat klar med opdateret og udvidet program til oktober. Folkemødet kredser stadig om nationalstaten og grænsedragningen i 2020, og giver over fire dage gæsterne både teater, musik, foredrag, mad, opera med mere i tæt samarbejde med Kulturnatten i Ribe.

Ribe: Folkemødet "Grænsen" i anledning af 100 års-jubilæet for Genforeningen skulle være afholdt 21.-24. maj 2020.

Dette skubbede coronaen til maj 2021, og da stramme restriktioner også aflyste dette, gik et et helt nyt sekretariat i gang med at planlægge et folkemøde i oktober 2021.

- Vi er blevet mere modige og ser mere positivt på et folkemøde i oktober. Grundtemaet er det samme, og vi er så småt begyndt at puste liv i det hele igen, og selv om genforeningen stadig spiller en stor rolle, er selve momentet for Genforeningen jo desværre passé, siger sognepræst Signe von Oettingen er arrangementsansvarlig og sekretariatsleder for "Grænsen - et folkemøde i Ribe", der afholdes fra 14. - 17. oktober 2021.

Annonce

Et helt nyt sekretariat har sammensat et flot program med 22 foredrag fra torsdag til søndag, tre længere seminarer med paneldeltagere og debat, Opera på Grænsen, teater, koncerter, fællessang, udstillinger, samtalesaloner, Cabaret fra Berlin holdt i stil med tv-serien Babylon Berlin, livemusik, workshops samt litteratur, folkekøkken, sønderjysk kaffebord og meget meget mere.

Kulturpersonligheder

- Hver gang, vi har rykket det, har vi foretaget en vurdering af programmet. Nu har vi igen skaleret op, og alle fondene har sagt ja til, at vi igen kunne flytte folkemødet, siger Signe von Oettingen og sender store roser afsted til folkemødets forskellige tovholdere, der er eminente til at holde liv i projektet og lave nye aftaler med de mange kulturpersonligheder, folkemødet byder på.

- Vi har da også overvejet, om vi helt skulle droppe det, men vi er blevet mere optimistiske, og vi mener, at vores tema med corona som bagtæppe næsten kun er blevet endnu mere aktuelt. Det er nationalstaten som Corona Nation, siger Signe von Oettingen.

Annonce

Kulturnatten

Blandt deltagerne er tidligere miljøminister og EU-kommissær Connie Hedegaard, der holder et optaktsarrangement allerede den 8. oktober, formændene for de to mindretal, rapperen Per Vers samt flere sydjyske borgmestre, mens de sidste detaljer mangler i forhold til Sigurd Barrett.  Samtidig bliver Folkemødet åbnet officielt af en endnu ikke offentliggjort kulturpersonlighed.

- Vi glæder os til puste liv i Folkemødet igen, og især fordi vi i år kommer til at holde det på samme tidspunkt som Kulturnatten i Ribe. Vi er også ved at skabe kontakt igen til den store frivillighedsgruppe, vi tidligere har haft omkring folkemøderne, som sammen med vores tovholdere gør et kæmpearbejde. Vi mærker stor opbakning fra byen, og det er jo også gerne det, der skal være ved et folkemøde, hvor man diskuterer en lang række problemstillinger, og hvor lysten til debat er et gennemgående tema, siger Signe von Oettingen.

Folkemødet 2021

Folkemødets nye sekretariat består af Signe von Oettingen, sognepræst Uffe Vestergaard, gymnasielærer Katrine Lund Jørgensen, domprovst Torkild Bak, kordegn Lisbeth Munck, Lena Provstegaard, Dorte Ib og Emma von Oettingen.

Se meget mere om folkemødet på hjemmesiden folkemodeiribe.dk, hvor de mange arrangementer løbende vil blive slået op. Alt undtagen spisning er gratis, men der skal reserveres pladser til arrangementerne via hjemmesiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce