Annonce
Esbjerg

Klar til kamp om ballon-forbud: Esbjerg-politikere bokser endnu en runde

Alle i Esbjerg Byråd er enige om, at det her et no-no og strengt forbudt. Men der er ikke enighed om, hvorvidt uddeling af enkelte, bionedbrydelige balloner indendøre bør være forbudt ved kommunale arrangementer. Billede er taget i 2004. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Det er for hysterisk, at Esbjerg Kommune har erklæret fuldt stop for bionedbrydelige balloner ved alle kommunale arrangementer efter kritik fra kommunernes miljøorganisation. Venstres Jakob Lose rejser sagen i økonomiudvalget, hvilket glæder socialdemokratisk udvalgsformand.

Esbjerg Kommune: "Nu bliver det altså næsten hysterisk".

Venstres Jakob Lose, der har sæde i økonomiudvalget, fik morgenkaffen galt i halsen, da han i lørdagens udgave af JydskeVestkysten kunne læse, at direktøren for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune har meddelt et fuldt stop for bionedbrydelige balloner ved alle kommunale arrangementer, og nu skal sagen rejses i økonomiudvalget, bebuder Jakob Lose.

Erik Jespersens beslutning kom efter kritik fra formanden for KIMO Danmark (Kommunernes Internationale Miljøorganisation, red.), der har direkte interesse i hav- og kystbeskyttelse, af et kommunalt skole-arrangement i en 0. klasse, hvor embedsmændene i forbindelse med en prisoverrækkelse havde udstyret formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S), med bionedbrydelige, heliumfyldte balloner. Fra forvaltningens side mente man, at det var et miljørigtigt alternativ til de ordinære balloner.

Prisoverrækkelsen fandt sted dagen efter, at Esbjerg Byråd havde godkendt kommunens nye, grønne plaststrategi, hvori også heliumballoner er nævnt som et forurenende element, der skader dyr, som kan finde på at spise stykker af balloner, når de lander i naturen, og i sin kritik gjorde KIMO-formanden opmærksom på, at bionedbrydelige balloner heller ikke er natur- og dyrevenlige, og at nedbrydningstiden selv under gunstige omstændigheder er et år.

Annonce

Plast-strategi

  • Esbjerg Byråd har 20. januar 2020 godkendt plaststrategien " En grønnere fremtid med mindre plast og mere genanvendelse". Plaststrategien består af fem overordnede initiativer: Optimering af nuværende affaldsordninger, erstatning af engangsplast, udfasning af produkter med mikroplast, brug af genbrugsbægre og erstatning af engangsplastservice ved kommunale arrangementer, øget vidensdeling mellem plastinteressenter i Esbjerg Kommune.
  • Initiativerne i plaststrategien lægger også vægt på at undgå forurening af naturen og sikre mindre udledning af mikroplast med særligt fokus på kunstgræsbaner og alternativer til opsendelse af heliumballoner, der lander i naturen, hvor dyrene kan finde på at spise stumperne og dør af det.

For små sko

Men Jakob Lose finder åbenlyst, at det hele er en overreaktion:

"Byrådet vedtog i mandags en rigtig fin plaststrategi, men deri kan jeg altså ikke læse, at vi har lavet så restriktivt et forbud. Jeg synes, det er fint, at vi ikke sender hundredevis af almindelige heliumballoner til himmels, men det er for mig at se langt over målet at forbyde bionedbrydelige balloner til indendørs arrangementer. Det er altså at gå i alt for små sko...", skriver Jakob Lose på sin politiker-profil på Facebook.

Og videre:

"KIMO går ikke overraskende på barrikaderne, men nu er det jo altså ikke KIMO, men Esbjerg Byråd, der har besluttet vores plaststrategi. Der er måske ikke helt klarhed over, hvad vi egentlig har vedtaget i byrådet i mandags, og derfor har jeg på vores kommende økonomiudvalgsmøde tænkt mig spørge formanden for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini (S), om, hvor i strategien det fremgår, at vi har vedtaget dette forbud", lyder det fra Lose, der tydeligvis inddrager Sandrini i sagen, fordi hun er på linje med KIMO-formanden og har lagt afstand til sin egen partifælles uddeling af bionedbrydelige balloner til klassen med de små elever, der havde vundet kommunens sikkertrafik-konkurrence.

Splittelse i S

Ligeså bemærkelsesværdigt i den forbindelse er den bifaldende kommentar, som Søren Heide Lambertsen har lagt ud under Jakob Loses opslag:

"Jeg havde aldrig troet, at fordi jeg delte bionedbrydelige balloner ud indenfor i et klasselokale på en af byens skoler, så skulle man få KIMO på nakken. Disse balloner var jo med for at fejre, at 0.klassen havde været rigtige god til det med cykelsikkerhed. Skulle jeg få muligheden igen, vil jeg sige ja tak. PS Børnene var helt vilde med ballonerne og blev rigtig glade".

Jakob Lose er i øvrigt ikke ene Venstre-mand om den holdning, han giver udtryk for i opslaget. På hans side kan man nemlig se, at både byrådskolleger og gruppefæller Henrik Andersen og Alex Sørensen synes godt om hans udmelding, og det samme gør gruppeformanden i Esbjerg Byråd, Kurt Bjerrum (V). Som et kuriosum har den ene af borgmester Jesper Frost Rasmussens (V) tog sønner også sendt et "like" efter Loses udmelding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Der bliver brug for hjælpepakker sommeren over

Meget tyder på, at vi nu er vidne til det største og mest voldsomme tilbageslag, der nogensinde er registreret i USA. Det skrev Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, i en økonomisk kommentar, organisationen med hovedsæde i den gamle Børsen-bygning i København sendte ud torsdag eftermiddag. Lige ovre på den anden side af gaden ligger Finansministeriet, hvor det torsdag formiddag på et pressemøde blev slået fast, at andet kvartal i år ser ud til at blive det sorteste kapitel i dansk økonomis historie. Til sammen tegner det et dystert billede, der gør det nødvendigt, at vi i et helt usædvanlig grad står sammen om at redde, hvad reddes kan i dansk erhvervsliv. De meget omfattende hjælpepakker rækker formentlig ikke. Derfor er det fornuftigt, at den socialdemokratiske regering torsdag indledte politiske forhandlinger om et såkaldt serviceeftersyn af hjælpepakkerne. Finansminister Nicolai Wammen sagde efter pressemødet, at han kunne forestille sig en forlængelse af hjælpepakkerne til 9. juli. Men det er ikke usandsynligt, at det ikke engang er lang tid nok, hvis ikke for mange ellers sunde virksomheder dør af pengemangel. Det er desværre realistisk, at hjælpepakkerne helt eller delvist skal vare sommeren over for at få den ønskede effekt. Blandt de mange årsager er den hurtigt voksende krise i USA og den meget langsomme genåbning af Danmark. USA er vores største eksportmarked, som op imod 900.000 danske job er direkte eller indirekte afhængige af, så den amerikanske nedtur kan ramme danske virksomheder meget hårdt. Dertil kommer, at regeringen valgte den dyreste løsning, da første fase af genåbningen blev meddelt i mandags. Eksperter præsenterede regeringen for tre mulige modeller for en genåbning. Den valgte model vil ifølge tænketanken Kraka koste et månedligt tab på 14 milliarder kroner, mens mellemløsningen ville have været fem milliarder kroner billigere uden, at den nødvendigvis havde kostet flere menneskeliv.

Annonce