Læserbrev: Der skal bygges den bedst mulige skole i Hejnsvig, og det vil jeg kæmpe for, hvis jeg får en plads i byrådet. Sådan lovede jeg, da jeg som kandidat stemte dørklokker i Hejnsvig inden kommunalvalget for få måneder siden. Min bekymring gik på de skyhøje priser, der er på materialer og håndværkere som følge af covid-19. Disse stigninger kendte ingen til og kunne derfor ikke forudsige, da der blev afsat 65 millioner til skolebyggeriet. Mine udtalelser og bekymringer blev kommenteret på af erfarne politikere, som garanterede, at der ville ske en prisregulering, og at der dermed ville blive taget højde for eventuelle stigninger.
Jeg bukkede mig i støvet, lidt flov over at være så uvidende, men accepterede, at sådanne episoder ville kunne opstå, når jeg endnu ikke havde haft fingrene i bolledejen.
Derefter sagde jeg udelukkende, at jeg ville arbejde for, at der blev bygget den bedst mulige skole i Hejnsvig, og holdt bekymringerne for mig selv.
At bygge den bedst mulige skole i Hejnsvig vil kommunalbestyrelsen helt sikkert stadig, men hvor god, den bliver, er nu alligevel op til dem. Mandag læste jeg i JydskeVestkysten, at budgettet på skolebyggeriet skrider, og dermed blev mine bange anelser nu en realitet.
Som borger i Hejnsvig og uvidende kandidat til kommunalvalget forventer jeg, at det lykkes at finde den 10 millioner der mangler i 2022-kroner, så valgløftet holdes!
Billund kommune ønsker øget bosætning og udvikling i hele kommunen, også i de mindre byer. Derfor bliver der helt sikkert bygget den bedst mulige skole i Hejnsvig, hvilket må formodes at være netop den skole der blev budgetteret i 2019.
Jeg glæder mig til, skolen står opført som planlagt.
Budgettet på skolebyggeriet skrider, og dermed blev mine bange anelser nu en realitet.