Annonce
Erhverv

Klimafokus gav Danfoss godt 2019

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Danfoss har i 2019 løftet sit salg med 1,5 milliarder kroner takket være et fokus på klimavenlige løsninger.

En politisk handelskrig mellem Kina og USA var ikke nok til at køre Danfoss' 2019 af sporet. I stedet kunne Danmarks største industrivirksomhed øge både omsætning og overskud af driften.

Annonce

Koncerndirektør Kim Fausing peger på, at Danfoss rider på en bølge af efterspørgsel efter klimavenlige løsninger, og at det ligger bag det gode 2019.

Samtidig annoncerer han, at i 2020 skal nogle af de milliarder af kroner, som Danfoss har tjent i 2019, bruges på at investere i opkøb.

Det er en strategi, som Danfoss også har benyttet i 2019, hvor der er foretaget en række opkøb. Et af dem var en aftale til 22 milliarder kroner for Eatons hydraulikforretning.

- Vi har løftet indtjeningen, og vi er vokset i et marked, der gennem året var præget af usikkerhed. De globale megatrends fortsætter med at forandre verden omkring os, siger Kim Fausing.

- Det skaber nye muligheder for Danfoss. For eksempel betyder det store globale fokus på at løse klimaudfordringerne, at der er brug for teknologi og løsninger i forhold til energieffektivitet, sektorkobling samt elektrificering og grøn energi.

Danfoss løftede sin omsætning med 1,5 milliarder kroner til omkring 47 milliarder kroner i 2019. Det gav et overskud på driften på 5,8 milliarder kroner.

Nogen forbinder måske Danfoss med termostater, men koncernen har i 2019 særligt haft succes inden for den modsatte branche: At holde på kulden.

Særligt den Danfoss-afdeling, der arbejder med at effektivisere køleanlæg af varer eller mennesker, er i 2019 lykkedes med at få et større overskud ud af et voksende salg.

Finansdirektør Jesper V. Christensen peger også på, at selv om handelskonflikten mellem USA og Kina i første omgang dæmpede lysten i Kina til at investere i energieffektiviseringer, så voksede efterspørgslen faktisk igen i slutningen af 2019.

På samme måde har Danfoss i øjeblikket fået gang i sine fabrikker i Kina, der har haft problemer med restriktioner for at inddæmme coronavirusset.

Kim Fausing fortæller, at Danfoss' største udfordring er at få ting frem i tide på tværs af Kina.

- Det er ved at blive bedre. Logistikken og transporten har været den største udfordring, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se billederne fra en lukket covid-afdeling: Sådan modtages corona-patienterne

Annonce