x
Annonce
Kolding

Klimapolitiker om Koldings arbejde med at forebygge oversvømmelser: Det går for langsomt

Sådan så det ud, da graffittitunnelen var oversvømmet i sidste uge. Foto: Søren Gylling
By- og udviklingsforvaltningen skal sætte tempoet op i sit arbejde med projekter, der skal forebygge oversvømmelser i midtbyen. Det kræver formanden for byrådets teknik- og klimaudvalg Jakob Ville (V).

Kolding: Nu skal der speedes op under by- og udviklingsforvaltningens arbejde med to store klimaprojekter, som skal forebygge oversvømmelser af boliger, veje og butikker især i Koldings midtby og Alpedalen.

Sådan lyder budskabet fra formanden for Kolding Byråds teknik- og klimaudvalg, Jakob Ville (V), efter det seneste ekstreme regnvejr, som satte flere gader og kældre i midtbyen og Alpedalen under vand.

- Nu har vi bøvlet med oversvømmelser tre-fire gange de seneste år, og det seneste bliver ikke det sidste. Tværtimod ser vi, at de meget voldsomme regnvejr forekommer hyppigere og hyppigere.

- Derfor har jeg haft en drøftelse med forvaltningen, fordi jeg synes, at den proces, vi har i gang med de store klimatilpasningsprojekter, er lige langsom nok, siger Jakob Ville.

Annonce

Pengene er der

  • Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte i starten af 2017, at et pumpe/sluse-anlæg til 65 millioner kroner må finansieres over taksterne i kommunens spildevandsselskab BlueKolding.
  • Der skal altså ikke hentes penge i kommunekassen til at finansiere anlægget.
  • Forsyningssekretariatets godkendelse af klimaprojektet er afgørende, fordi spildevandsselskaber normalt ikke må kaste sig ud i store og alternative investeringer, som ligger ud over de for spildevandsselskaber traditionelle investeringer i regnvandsbassiner, rørledninger og den slags.
  • Sekretariatets godkendelse skyldes, at den traditionelle løsning med regnvandsbassiner og større rør inde i byen er dyrere.

Skal rykke

De to helt store projekter, som vil kunne skåne mange husejere og butiksejere og afhjælpe problemet med oversvømmelser og indtrængende vand, er et pumpesluseanlæg i Kolding Å til 65 millioner kroner - og store vand-parkeringspladser på arealer og marker i oplandet. Her skal tre millioner kubikmeter regnvand kunne tilbageholdes midlertidigt bag diger, når Kolding Å er ved at gå over sine bredder, og kloaksystemets dæksler i fare at springe op under skybrud eller stormflod.

Projekterne er begge omtalt i den klimatilpasningsplan, som Kolding Byråd vedtog i 2014, og forvaltningens tidsplan for, hvornår de skal være klar til brug, er lige nu 2023-2024.

Det er Jakob Ville ikke tilfreds med.

- Derfor vil jeg bede forvaltningen gå lidt mere aktivt til værks og fremlægge en plan for, hvordan vi kan speede processen op. Nu skal vi altså rykke på det her, for vi kommer jo til at stå i situationen igen, siger han.

Så er det det

På teknik- og klimaudvalgets møde i næste måned skal hele udvalget tage stilling til Jakob Villes ønske om at få fyret op under arbejdet med de to projekter, og en ny tidsplan skal ligge klar til politikerne i april, siger han.

- Måske skal der ansættes en projektmedarbejder enten i forvaltningen eller hos BlueKolding. Hvis det er det, der skal til, så er det det, der skal til.

- Målet er, at vi kan begynde at bruge pumpesluse-anlægget og vandparkeringspladserne i 2022. Indtil da må vi finde ud af, hvad vi egentlig kan gøre for at hjælpe de borgere, som lider under oversvømmelser. Det skal forvaltningen også komme med sit bud på til os i den plan, der skal være klar til os i april, bebuder Jakob Ville.

Ved stormfloden i 2017 så det sådan ud i Koldings gågader. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
Her er et motiv fra stormfloden i 2015. Arkivfoto: Gert Blume
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce