Annonce
Danmark

Klimarådet vil finde hurtige midler til at nedbringe CO2

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Klimarådet vil hjælpe politikerne med at finde løsninger, der hurtigt kan bidrage til at indfri klimaloven.
Annonce

Som en del af klimaloven er det fra politisk side besluttet, at Klimarådet til næste år skal komme med en anbefaling til et delmål i 2025.

I det arbejde vil der med udgangspunkt i målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030 blive set på, hvilke midler der kan tages i brug allerede nu.

Det fortæller Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

- Og så skal vi se på, om det er ambitiøst nok, i forhold til at vi skal pege frem mod 2030 og i virkeligheden frem mod klimaneutralitet senest i 2050, siger han.

Klimarådet, der blev nedsat af SR-regeringen i 2014/15, har som overordnet mål at rådgive om, hvordan Danmark omstilles til et klimaneutralt samfund i 2050.

Derfor har rådets medlemmer også allerede stor erfaring og ekspertise i forhold til at rådgive politikerne om klimaarbejdet.

I forbindelse med den nyligt indgåede finanslov er der eksempelvis indarbejdet flere anbefalinger fra rådet i større eller mindre grad, fortæller Peter Møllgaard.

- Men der er også andre at tage af.

- Der er virkemidler, vi kan bringe i anvendelse over for landbruget, over for den tunge transport og over for i virkeligheden resten af samfundet, som man kan begynde med med det samme, siger Klimarådets formand.

Som en del af klimaloven, der fredag aften mødte opbakning fra et flertal på Christiansborg, er det aftalt, at Klimarådets skal tilføres ekstra ressourcer, og at rådet går fra at have seks rådmedlemmer til otte medlemmer.

- De ekstra medlemmer betyder, at vi i Klimarådet kan blive endnu bredere sammensat og varetage den meget komplekse rolle, som det er at omstille Danmark til et klimaneutralt samfund.

- Og de ekstra midler til Klimarådets sekretariat i finansloven er helt nødvendige for at kunne løse den gigantiske opgave, vi står over for, siger Peter Møllgaard.

Medlemmerne af Klimarådet har faglig ekspertise inden for alle aspekter af omstillingen til et klimaneutralt samfund.

Der sidder således medlemmer, som har særlig ekspertise inden for blandt andet energi, bygninger, transport, landbrug og økonomi.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

De gule veste på Debelvej

Annonce