Annonce
Sydjylland

Trafikkaos: Knap 60 millioner tyskere får ferie og fylder vejene

Det er afgørende vigtigt at holde til siden og danne et redningsspor på vejmidten, hvis man havner i en kø. Foto: TypeZero/Wikimedia.
På det tyske vejnet er der udsigt til køer og langsom trafik, efter næsten alle forbundslande har fået ferie. Weekenden bliver slem. Vent med at køre til mandag, råder de tyske bilejeres organisation, ADAC.

HAMBORG: Det bliver en af de slemmeste weekender på vejene. Sådan lyder advarslen fra de tyske bilejeres organisation, ADAC, i en pressemeddelelse.

Fredag er nemlig første feriedag i Nordrhein-Westfalen, der med knap 18 millioner indbyggere er den tyske delstad, der har flest borgere. Samtidig er der også ferie i næsten alle de øvrige forbundslande bortset fra Bayern und Baden-Württemberg. Hermed har knap 60 millioner tyskere fri og kan tage af sted på sommerrejsen. Erfaringsmæssigt fører det til store kødannelser på motorvejene i forbundsrepublikken.

ADAC råder indtrængende bilister til at udskyde afgangen til mandag, hvis ferierejsen går via motorvejene i Tyskland. Alternativt bør man overveje at undgå de mest befærdede strækninger og i stedet tage en mere afslappet rute via landevejene.

Annonce

Vær forberedt

Danmark samt de tyske kyster ved Østersøen og Vesterhavet er blandt vores naboers foretrukne feriemål. Derfor bliver trafikken formentlig meget tæt i såvel Slesvig-Holsten som resten af Nordtyskland.

Hamborg bliver en af de alvorlige forhindringer for trafikken. Her møder feriegæsterne et større vejarbejde på motorvej A7 mod den danske grænse. I Hamborg bliver der nemlig bygget støjdæmpende tag hen over motorvejen nord for Elb-tunellen. Også på de danske veje må der påregnes rigtig mange, tyske køretøjer.

For at ferieturen ikke skal udvikle sig til et mareridt, gælder det også om at være forberedt.

- Rejsende skal huske at medbringe tilstrækkelig med vand og noget at spise. Samtidig er forskellige former for adspredelse til børnene vigtig, forklarer ADAC’s talsmand Hans Pieper til nyhedsbureauet DPA.

Husk tysk særregel

Havner man alle forholdsregler til trods i en kø, er det vigtigt at huske en særlig regel i den tyske trafik. Holdende biler på motorveje skal søge ud mod vejsiden, så der bliver dannet et redningsspor på motorvejens midte, hvor politi og redningstjenester kan komme frem. Det hensyn skylder man sine medtrafikanter. Holder man ikke til side bliver det samtidig blive rigtig dyrt. Bøden kan løbe op i omregnet knap 2000 kroner kombineret med en måneds forbud mod at føre motorkøretøj inden for Tysklands grænser.

Reglen om redningsspor gælder ikke kun i Tyskland, men også i Østrig, Schweiz og Tjekkiet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce