Annonce
Speedway

Knusende sejr til Region Varde: Den danske mester har omsider fået bid

Den dårlige start på sæsonen er fjern fortid for mesterholdet fra Region Varde - nu kører det. Arkivfoto
Region Varde knuste Fjeldsted med 52-35. Holdlederen fornemmer, at den dårlige start er fjern fortid, nu forløser kørerne deres potentiale.

Lige så stille og roligt begynder mesterholdet fra Region Varde at få bid i denne sæson i speedwayligaen.

Efter tre nederlag i de fire første matcher hentede mestrene en tiltrængt sejr i Grindsted i onsdags, og den blev fulgt af endnu en af slagsen på egne slagger mod Fjelsted fredag aften – og endda en knusende en af slagsen. 52-35 stod der på scoretavlen i Outrup, så var den sag lige som sat på plads.

- Jeg har stor ros til samtlige kørere, de ville det virkelig i aften, og vi må bare sige, at vi lykkedes fra første heat, sagde holdleder Steven Andersen.

Matchen var på forhånd udset til at være lidt af et taktisk skakparti mellem de to holdledere, Steven Andersen og Morten Svendsen, men det udviklede sig aldrig dramatisk på den front – Region Varde var fra start flere træk foran konkurrenten, der var uden fire af sine fem faste kørere, blandt andre Peter Kildemand.

- Jeg har igennem hele sæsonen været overbevist om, at vi har et rigtigt godt hold, vi er bare ikke lykkedes med tingene. Det gør vi nu, og det er selvfølgelig også et mentalt spil. Du er på banen syv minutter i sådan en match, og hvis du ikke er mentalt klar, kommer du ingen vegne. Det var vi i aften, og det var vi også forleden, så det begynder at se rigtigt godt ud, sagde Steven Andersen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce