Annonce
Indland

Knytnæven fra Holbæk var Europa rundt

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sevilla, Juventus, Liverpool og et omdiskuteret knytnæveslag er blandt de ting, Christian Poulsen kan skrive på cv'et. Den 28. februar fylder han 40 år.

2. juni 2007 vil af mange blive husket for et slag, en "fodboldtosse" og en afblæst kamp.

Annonce

Manden bag slaget var Christian Poulsen, der sendte en knytnæve i maven på svenske Markus Rosenberg i en EM-kvalifikationskamp.

Slaget blev kvitteret med et rødt kort til Poulsen og et svensk straffespark. Det fik Parken til at koge over og en dansk tilskuer til at overfalde dommeren.

Kampen blev afblæst, og Danmark blev taberdømt 0-3. Poulsen blev efterfølgende politianmeldt, men slap for tiltale.

Episoden har lagt en lille skygge over en ellers formidabel karriere for midtbanespilleren, der 28. februar runder 40 år og både kan skrive Sevilla, Juventus og Liverpool på cv'et.

Karrieren begyndte i Holbæk og tog fart i FC København i begyndelsen af dette årtusind.

Poulsen skiftede fra FCK til tyske Schalke 04 i en handel, der i 2002 angiveligt gjorde ham til den dyrest solgte superligaspiller.

Efter opholdet i Schalke 04 skiftede Christian Poulsen til Sevilla, hvor karrieren toppede. Han var siden også forbi Juventus, Liverpool, franske Evian og Ajax Amsterdam.

Sidstnævnte var sidste stop på udlandsrejsen, før han vendte hjem til FC København i 2014, hvorfra han indstillede karrieren i 2015.

Ajax er i dag arbejdsgiver for Poulsen, der sidste sommer blev assistenttræner for Erik ten Hag i storklubben i Amsterdam, hvor Poulsen bor med sin kone og tre børn.

- Det er super spændende, og jeg ser det virkelig som et sted, hvor jeg kan lære en masse, sagde Poulsen for knap et år siden, da han blev præsenteret som Ajax' kommende assistenttræner.

Christian Poulsen opnåede at spille 92 landskampe for Danmark - den sidste tilbage i 2012 mod Tyskland.

/ritzau/

Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce