Annonce
Debat

Koen er ikke et klimasvin

For et par måneder siden pjækkede skoleelever for at demonstrere for klimaet foran Christiansborg. Ét af skiltene bar teksten ”Koen er et klimasvin”. De unge kræver handling, og vi skal være glade for deres engagement. At udpege koen og fødevareproduktionen som den store synder er imidlertid en vildfarelse og en blindgyde. Klimaudfordringen er langt mere kompleks og kræver andre løsninger. Der er behov for en ny samfundsmæssig vision, som kan samle vælgerne om et fremtidsbillede, hvor Danmark er foregangsland i forhold til klima, velfærd og lighed. Visionen skal sætte dagsordenen for, hvordan vi diskuterer vores fælles fremtid og dermed gøde jorden for de kommende års konkrete politikker.

Udfordringen er enorm, og af mindst samme omfang som de sociale samfundsændringer, Danmark undergik i sidste århundrede. For det er meget forskellige politikområder, der må samtænkes, hvis klimapolitikken skal have en chance for at komme længere op på den politiske dagsorden. I forhold til et økonomisk vækstperspektiv er realiteten den, at landets største partier inklusive Socialdemokratiet er født i ind i det moderne samfund som vækstorienterede partier. Det betyder i praksis, at arbejdsgivere og fagforeninger historisk har stået og fortsat står sammen om at skabe optimale produktionsbetingelser for dansk industri i en verden domineret af global konkurrence. Hvordan skal det forenes med de øvrige hensyn i de kommende år? Svaret er, at udvikling af grønne teknologier er en central nøgle, som både kan fremme klimaomstillingen og styrke dansk økonomi og danske arbejdspladser.

Det store åbne spørgsmål er snarere, om accellerationen i den globale vækst kan fortsætte, selv med mere effektive teknologier? Er der plads til, at milliarder af mennesker i fx Kina og Indien får det middelklasseliv efter vestlig standard, som de nu kan se inden for rækkevidde? Og hvad med befolkningsudviklingen, fx i Afrika, som i øvrigt ikke indgår i FN's 17 verdensmål af politiske årsager? Måske bør fremtidens handelsaftaler indgås med afvejning af vækstrater og klimahensyn, hvor de i dag afvejes af væksthensyn og særinteresser ift. udvalgte sektorer? Vi undgår ikke at skulle forholde os til meget komplicerede og moralske spørgsmål i de kommende årtier, hvor langsigtede hensyn til klimaet må afvejes med den økonomiske vækst. Et konkret eksempel kan illustrere, hvor svær omstillingen er. Hvis containerskibstrafikken var et land, ville det ligge på sjettepladsen globalt over de mest CO2 forurenende lande, foran Japan og umiddelbart efter Tyskland. En tiendedel af al varetransport i verden fragtes af dansk kontrollerede containerskibe. Man må spørge sig selv, om de nuværende økonomiske lovmæssigheder, der har fået verdenshandelen til at eksplodere, kan gå i takt med ønsket om at reducere mængden af kuldioxid, vi slipper ud i atmosfæren? Et lignende spørgsmål kan stilles til EU's energipolitikker, som ikke synes samtænkte med klimapolitikken.

Der er også hensynet til social lighed i den grønne omstilling. Alle partier har forhåbentlig lært af udviklingen i Frankrig, hvor Macrons franske benzinafgifter resulterede i bevægelsen De gule Veste, og i endnu uafsluttede optøjer med flere dræbte. Udviklingen illustrerer, at man ikke kan udforme klimavenlige politikker, der står alene. Med mindre vælgerne accepterer et paradigmeskift, vil de fleste næppe acceptere at skulle være fattigere. Måske kan man arbejde med det faktum, at den relative ulighed er bestemmende for, hvordan mennesker oplever at have det. Vi mennesker har det nemlig med at sammenligne os med hinanden, og attrå hvad den anden ejer og har mulighed for. Hvis uligheden ikke forværres er det således teoretisk set muligt at have stagnerende vækstrater uden øget social uro.

Vi må også have for øje, at velfærd handler om luften og vandet rundt om os, om diversiteten af dyrelivet i skoven og åerne, og hvordan vi har behandlet de dyr, der ender på middagsbordet. Det skal italesættes og indarbejdes i vores syn på verden, også det økonomiske. Vores økonomiske betragtninger er blevet for primitive, og som kyklopen ser vi kun med ét øje. Økonomi betyder at holde hus med, og at økonomisere med betyder at kende til lærdommen om de knappe resurser. Både livsfilosofisk og i vores økonomiske betragtninger skal vi give naturen den plads, den fortjener – og er nødt til at have.

Vi er i processen nødt til at fastholde et positivt teknologisyn, fordi innovationer og opfindelser kan medføre drastiske ændringer i vores energiforbrug. Det er imidlertid det samme positive teknologisyn, der har skabt vækst og de økonomiske systemer, som gør at vi i dag er ved at ødelægge planeten og vores egne livsvilkår. Det bliver derfor en selvstændig kamp at formulere balancen mellem et positivt teknologisyn og en bæredygtig livsfilosofi uden at forfalde til esoteriske koststrategier og militante strategier for naturens rettigheder. At dæmonisere koen som et klimasvin og udpege dansk landbrug som en syndefuld industri er ikke en farbar vej. Videnskabelige løsninger og ikke semi-religiøse overbevisninger er vejen frem. Det er således langt fra enkelt at formulere en ny klima-vækstvision, hvad enten man ligger til venstre eller til højre. Det ændrer ikke ved nødvendigheden i en ny politisk dagsorden, hvor her-og-nu-politikker udvikles inden for andre rammer, men i et tempo der er forsvarligt i forhold til befolkningens opbakning. Ellers venter katastrofen forude.

Annonce
Claus Agø Hansen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Julepynt i efterårets farve

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce