Annonce
Sport

Koepka vinder årets anden major trods nervøs afslutning

Brooks Koepka var tæt på at sætte stor føring over styr i PGA Championship. Dansker lavede rundens drømmeslag.

Amerikaneren Brooks Koepka vinder for andet år i træk majorturneringen PGA Championship i golf.

Men sejren kom først i hus efter en nervepirrende afslutning.

Inden søndagens runde havde Koepka et forspring på syv slag, men han var tæt på at sætte forspringet over styr på de afsluttende ni huller, hvor han lavede fem bogeys.

Da den nærmeste forfølger, Dustin Johnson, samtidig spillede stabilt og desuden lavede en birdie på 15. hul, var Koepkas forspring på et tidspunkt mindsket til et enkelt slag.

Men Johnson formåede ikke at lægge yderligere pres på sin landsmand. Med to bogeys på de sidste tre huller endte han på andenpladsen, to slag efter Koepka.

Samlet sluttede Koepka i otte slag under par foran Dustin Johnson i seks slag under par.

Det er Koepkas fjerde sejr i en major.

De to danske deltagere, Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen, formåede ikke at blande sig i toppen af feltet.

Men Bjerregaard sørgede for et af søndagens største brøl fra tilskuerne, da han på 17. hul slog bolden direkte i hul til en eagle.

Bjerregaards udslag på par 3-hullet ramte greenen cirka en meter fra hullet, bolden hoppede en enkelt gang og forsvandt ned i hullet. Men det var også eneste opmuntring for Bjerregaard på runden, hvor han lavede fem bogeys.

Slutfacit blev en runde i 73 slag - tre over par. Sammenlagt sluttede Bjerregaard på en delt 16.-plads i tre slag over par.

Thorbjørn Olesen raslede 16 pladser ned i den samlede stilling til en delt 64.-plads efter en runde i 77 slag - syv over banens par. Olesen blev noteret for syv bogies, en dobbeltbogey og to birdies. Samlet endte han 11 slag over par for de fire dage.

Årets første majorturnering, US Masters, blev i april vundet af Tiger Woods. Den amerikanske legende klarede dog ikke cuttet i PGA Championship.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce