SÆD/SØNDERBORG: Det kommer til at koste den 34-årige hollandske statsborger Gerrit Rudolph Jacobus Beerman tre år bag danske tremmer, at han tilbage i maj i år forsøgte at indsmugle en større mængde kokain over den dansk-tyske grænse i Sæd.
Hændelsen fandt sted den 3. maj 2020, og dermed midt under corona-nedlukningen og en skarpt bevogtet grænseovergang i Sæd. I den forbindelse blev den hollandske mand taget ud til en rutinemæssig kontrol. Her fattede betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi mistanke til manden og anholdt ham, hvorefter toldere fra Toldstyrelsen med en narkohund undersøgte køretøjet. Ved den lejlighed fandt tolderen 700 gram kokain gemt i en kasse vaskepulver i bilen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en udsendt pressemeddelelse.
Indrejseforbud
Efter afsløringen blev den 34-årige anholdt og fremstillet i et grundlovsforhør. Han har siddet varetægtsfængslet frem til nu, hvor han i byretten i Sønderborg ud over tre års fængsel også blev idømt et indrejseforbud for bestandig.
Den hollandske mand har under sagen i første omgang nægtet sig skyldig, men under retsmødet erkendte han indsmuglingen, ligesom han også modtog dommen, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Prisen for kokain på gadeplan varierer og ligger ifølge rigspolitiets seneste opgørelse på mellem 500 og 900 kroner pr. gram. På den baggrund repræsenterer det nu beslaglagte kokain en værdi af mellem 350.000 og 630.000 kroner.