Annonce
Læserbrev

Kolding Erhvervshavns fremtid?

Annonce

Læserbrev: Som borger i Kolding Kommune er det svært at følge med i planerne om erhvervshavnens fremtid.

I starten af denne uge forlød det, at det store forlig om havnen fra november måned sidste år var dødt, fordi nogle af forligsparterne var sprunget fra. - Det forlig, som ville lukke erhvervshavnen fuldstændigt i 2043.

På et møde mellem formændene fra de politiske grupper i byrådet er man nu blevet enige om, at der inden jul skal fremlægges en vision for erhvervshavnen. Hvordan kan man på 10 dage nå frem til en vision om et så kompliceret emne? - Man starter jo helt forfra.

Denne vision skal vel så ud til fri debat blandt interesserede, men det er faktisk ikke meningen. Borgmesteren udtaler til JydskeVestkysten, at dialogen skal dreje sig om, hvordan man får opfyldt visionens indhold. Det er altså ikke drøftelse og inddragelse af interesserede, man ønsker, men udelukkende, at kommunen vil undersøge vejen til det fastlagte mål.

Hvad er så kommunens mål? Det fremgik også af mødet mellem formændene for de politiske grupper i byrådet som et slogan: Mere by og mindre havn. Igen en bekræftelse af, at forligsparterne ikke behøver at tale med nogen om fremtiden for erhvervshavnen, fordi kommunen har en fastlagt beslutning, før debatten finder sted.

Som borger er jeg skuffet og ked af, at der åbenbart ikke fra byrådets side er et ønske om åbne drøftelser med dem, der er interesseret i erhvervshavnens fremtid.

Jørgen Lund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce