Fodbold: Kolding IF er klar til årets anden træningskamp, og denne gange er det på hjemmebane.
Nok en gang er modstanderen fra superligaen. Det er Randers FC, der kommer til Kolding fredag middag.
Testkampen spilles på Kolding Stadion klokken 13, men helt efter tidens restriktioner, er der ingen adgang for tilskuere.
Kolding IF spillede sin første træningskamp i lørdags på Brøndby IF's træningsanlæg, hvor superligaens nummer to ikke kunne få skovlen under det gæstende mandskab.
I en kamp, der strakte sig over tre halvlege, vandt Kolding IF 2-1 efter to straffescoringer fra henholdsvis Oliver Drost og Jeppe Hansen.
Drost er indtil videre topscorer for Kolding IF i 1. division. Jeppe Hansen havde æren i 2019/20-sæsonen.
Fredag skal de to farlige Kolding-folk igen prøve at finde netmaskerne, og så bliver det spændende at se, om hjemmeholdet også mod Randers FC kan spille med den store disciplin og stramme organisation, det gjorde i størstedelen af kampen mod Brøndby.