Annonce
KIF Fodbold

Kolding IF er tilbage på sejrskurs

Martin Hedeager scorede sit første sæsonmål for Kolding IF, der vandt 2-1 i Hvidovre. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Kolding IF hentede alle tre point med hjem fra Hvidovre efter en sejr på 2-1, der blev grundlagt i de første 17 minutter.
Annonce

KOLDING IF: Så fik Kolding IF atter en sejr.

Oprykkeren hentede igen fuld pointhøst, da holdet kunne tage hjem fra Hvidovre med en sejr på 2-1.

Gæsterne kom foran efter 10 minutters spil. Sebastian Sommer tog sig af et frispark, og midtbanespilleren sparkede bolden hen over Hvidovre-målmanden, der ifølge Koldings liveopdatering fejlvurderede bolden.

Efter 17 minutter øgede Martin Hedeager føringen med sin første sæsonscoring. Hedeager, der i Denis Fazlagic' skadesfravær spillede højre fløj, trak ind i banen og sparkede bolden i mål med venstre fod.

Hvidovre blev mere og mere farlig i løbet af halvlegen, men trods lidt kaotiske situationer i Kolding-feltet, kom gæsterne til pause med en tomålsføring.

Kort før pausen mistede Kolding IF forsvarsspilleren, Mads Zederkof, der måtte udgå med en skade og lod sig erstatte af Casper Bruun.

Gæsterne mistede endnu en af sine spillere. Dog denne gang på en alternativ måde. Oliver Drost startede kampen på bænken, men her sad han ikke, da den sluttede. Ikke fordi han var skiftet ind, men fordi han havde sat sig i en bil og forladt stadion i Hvidovre. Drama og utilfredshed med trænerens dispositioner? Nixen. Men et lykkeligt drama, fordi Drosts kæreste var klar til at føde. Det skulle Kolding-spilleren selvfølgelig ikke gå glip af.

Hvidovre fortsatte med at presse og skabe chancer efter pausen, men Kolding kom helskindet gennem første halvdel af de sidste 45 minutter.

Otte minutter før tid gik den ikke længere. Lirim Qamili headede bolden ind bag Jens Rinke i Kolding-målet og gjorde resten af opgøret til et jysk overlevelsesprojekt.

Hvidovre pumpede høje bolde ind i Koldings felt, men målmand Jens Rinke fik afværget meget. Kolding red stormen af og fik tre point, der igen konsoliderede fjerdepladsen i 1. division og sendte bundregionen på lang afstand.

kampen i tal

Hvidovre-Kolding IF 1-2 (0-2)

Mål: 0-1 Sebastian Sommer (10.), 0-2 Martin Hedeager (17.), 1-2 Lirim Qamili (82.)

KIF: Jens Rinke - Mads Zederkof (42. Casper Bruun), Mads Eriksen, Jakob Kiilerich - Morten Hansen, Jonas Gemmer (81. Søren Zachariassen), Sebastian Sommer, Emil Obitsø Nielsen - Martin Hedeager (73. André Jacquet Jepsen), Rune Nautrup, Niels Letort

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Provinsens kræftramte børn kan blive tvunget til København: Politikere og overlæge er rystede

Annonce