Annonce
Kolding

Kolding IF fik uafgjort i første træningskamp mod lokalrival: Cheftræneren fik set sine nye spillere an

Cheftræneren glædede sig over de nye spilleres præstation i årets første træningskamp. Arkivfoto: Søren Gylling
Onsdag mødte Kolding IF Vejle i årets første træningskamp. Kampen endte 1-1, og en af holdets nye spillere scorede Koldings mål.

Kolding: - Vejle, dem slår vi altid, sagde Kolding IF-cheftræner Anders Jensen kækt til JydskeVestkysten forud for onsdagens træningskamp mod netop Vejle, som var den første i optakten til den nye sæson.

Det blev dog ikke til en sejr for Kolding onsdag eftermiddag. Træningskampen, der blev spillet onsdag, endte nemlig 1-1. Men resultatet var nu ikke det vigtigste, selvom Anders Jensen understreger, at holdet selvfølgelig er konkurrencemennesker og rigtig gerne ville have vundet.

- Men det vigtigste var selvfølgelig at få nogle kilometer i benene. Det fik vi, og vi fik set nogle spillere and, og vi fik set de nye spillere i aktion, og hvordan de agerer i den måde, vi spiller fodbold på. Det var rigtig fint, siger cheftræneren.

En af holdets nye spillere, Niels Letort, scorede Koldings mål efter en halv time på et skud fra distancen. Vejles Dmytro Shchherbak udlignede, da der manglede syv minutter af kampen.

Anders Jensen glædede sig over de ting, han så fra sine nye folk.

- Der er selvfølgelig nogle ting, vi lige skal have snakket om og rettet til, men alt i alt synes jeg ikke, vi har langt igen med de nye spillere. Jeg synes, de gjorde det rigtig fint, siger han.

Annonce

Der er selvfølgelig nogle ting, vi lige skal have snakket om og rettet til, men alt i alt synes jeg ikke, vi har langt igen med de nye spillere. Jeg synes, de gjorde det rigtig fint

Anders Jensen, Kolding IF-cheftræner

Målmand forlænger

En håndfuld timer inden kampstart kunne Kolding IF offentliggøre, at holdets førstevalg mellem stolperne, Jens Rinke, har forlænget sin kontrakt. I sidste sæson holdt den 29-årige målmand buret rent 12 gange på tværs af både 2. division og Sydbank Pokalen.

- Rinke har haft en vanvittig betydning for de resultater, vi de seneste par år har skabt. Der er ikke så meget at sige, for det er meget naturligt, at han tager turen med op i 1. division. Det er både godt for ham og os, siger Anders Jensen.

Jens Rinke, der startede i målet mod Vejle, har en fortid i blandt andet Silkeborg IF, hvor han spillede tre superliga-kampe. Han, der har været i Kolding siden sommeren 2017, har tidligere spillet 66 kampe i 1. division med FC Fredericia og det daværende Kolding FC.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce