Annonce
KIF Fodbold

Kolding IF henter tidligere EfB-træner: "Mex" skal løfte talenterne

Michael "Mex" Pedersen stod i efteråret 2015 i spidsen for EfB som cheftræner. I Esbjerg har han også været chefscout og assistenttræner. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kolding IF udvider staben omkring 1. divisionsholdet med Michael "Mex" Pedersen, som kommer direkte fra en rolle som U17-landstræner. Han skal være med til at sikre en fast strøm af unge spillere til klubbens førstehold.
Annonce

Kolding IF: Når en ny Jeppe Simonsen dukker op i Kolding, skal han helst ikke fristes til at skifte sydpå til SønderjyskE. Eller mod vest, nord eller øst for den sags skyld.

Han skal blive i Kolding.

Det er målet med det talentløft, Kolding IF arbejder på i øjeblikket.

Nyeste kapitel i det arbejde er Michael "Mex" Pedersen, der er ny mand i staben omkring 1. divisionsholdet. Han skal i rollen som "head of coaching" og transitionstræner være med til at løfte talentarbejdet i klubben.

Han har i de seneste fire år været U17-landstræner, og han har netop kvalificeret holdet til U17-EM. Tidligere har han haft alverdens roller i EfB, hvor han var cheftræner i efteråret 2015.

Når han igen er fristet af at arbejde i en klub og ikke med et landshold, handler det blandt andet om, at han har savnet den daglige gang med kolleger. Nu får han en hverdag i tæt samarbejde med sportschef Niki Zimling og cheftræner Morten Mølkjær.

- Jeg synes, at det er et troværdigt projekt i Kolding. Jeg har fuldt lidt med på sidelinjen, men jeg har talt med Niki siden januar. Han har fået mig overbevist om, at det er et spændende projekt, fortæller Michael Pedersen.

Trænerens cv

Michael "Mex" Pedersen har i de seneste fire år været U17-landstræner.

Inden da var han ansat i EfB, hvor han har haft mange forskellige roller: Talentchef, A+-træner, cheftræner for U19-ligaholdet, ITU-træner samt assistenttræner og i et halvt år midlertidig cheftræner for superligaholdet.

Michael Pedersen har P-trænerlicens.

I sin aktive fodboldkarriere spillede han 377 kampe for EfB. Desuden spillede han to sæsoner i spanske Osasuna og to sæsoner for Ikast FS.

Annonce

På niveau med superligaklubber

Den ny træner ser potentiale i klubben, men han er klar over, at konkurrencen er stor i dansk fodbold.

- Kolding IF har forbedret sit talentarbejde. Jeg tror, at man kan tage yderligere et skridt op. Jeg har undersøgt danske talentmiljøer, så jeg har indtryk af, hvad der skal til. Det er et langt, sejt træk. Man gør det ikke på en kort periode, men over to-tre år kan man godt tage et skridt op og nå de hold, der ligger nederst i superligaen, vurderer Michael "Mex" Pedersen.

- Dine titler er "head of coaching" og transitionstræner. Hvad skal du egentlig lave?

- Nu skal jeg først i gang. Kolding vælter sig ikke i ansættelser i fodboldklubben. I en superligaklub er rollerne mere definerede. Jeg skal være med til at definere rollen. Jeg får min gang omkring Morten og Niki, og jeg skal sparre med dem omkring 1. divisionsholdet. Jeg skal komme med input til ungdomstrænerne, og jeg skal komme med nogle af de erfaringer, jeg har.

- Det kunne være skønt, at Kolding en dag selv kan skabe spillere til holdet. Det kan de i forvejen, men det skulle gerne være mere kontinuerligt. Det er målet, og det skal jeg være med til at presse i en rigtig retning.

Annonce

De bedste miljøer

Sportschef Niki Zimling glæder sig over, at det er lykkedes at tiltrække en mand med Michael "Mex" Pedersens cv til klubben.

- Tilknytningen af ham stemmer overens med det, vi vil. At hente unge spillere fra akademiet op. Han skal skabe den overgang. Vi henter en herre med en kæmpe portion erfaring fra de bedste miljøer i Danmark. Jeg har selv haft fornøjelsen af ham som træner, dengang jeg var i Esbjerg, siger Zimling.

- Han skal være med til at føre os til at være en klub, som kan bringe unge spillere op og føre dem videre i deres karrierer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce