Annonce
KIF Fodbold

Kolding IF kan sikre oprykningen i dag - næsten

Kolding IF har tre gange i denne sæson testet sig mod superligamodstand. Senest i pokalnederlaget til FC Midtjylland. Vinder Kolding IF mod Middelfart mandag, venter der modstand fra 1. division i næste sæson. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Med en sejr på hjemmebane over Middelfart i eftermiddag rykker Kolding IF op i 1. division. Medmindre altså at Kolding taber sæsonens sidste kamp, samtidig med at Brabrand går helt aldeles og usædvanligt målamok i sine to sidste kampe.

Kolding: Vinder Kolding IF hjemme over Middelfart i eftermiddag, er oprykningen til 1. division sikret. Så godt som i hvert fald.

Med to runder tilbage af sæsonen er Kolding IF tre point foran Brabrand. Ender holdene på lige mange point, tæller målscoren, og her er Kolding IF klart bedst. Kolding IF har en målscore på plus 35, mens Brabrands målscore er plus 23. Det kræver en vanvittig sensation, hvis Brabrand skal indhente 12 mål på Kolding IF på to kampe. Vi kan vist godt vove pelsen og konstatere, at det ikke kommer til at ske.

Og derfor kan Kolding IF altså rykke op mandag eftermiddag. Brabrand spiller samtidig, og Kolding IF rykker op, hvis koldingenserne får mindst lige så mange point som Aarhus-holdet.

Kolding IF-træner Anders Jensen går heller ikke så meget med livrem og seler, at han har behov for at tage forbehold for to gigantsejre til Brabrand.

- Vi har to skud i bøssen i kraft af vores målscore, der er bedre end Brabrands, siger han.

Annonce

Optakt

Kolding IF møder Middelfart på Kolding Stadion mandag klokken 14.00.

Kolding IF rykker op i 1. division, hvis Brabrand ikke får flere point i sin kamp mod Jammerbugt, end Kolding IF får mod Middelfart.

Kolding IF har i løbet af sæsonen tabt fire kampe i 2. division. Det var mod de to andre tophold, Skive og Brabrand. Kolding har ikke tabt til nogen andre modstandere hverken hjemme eller ude.

En speciel kamp

Taber Kolding IF til Middelfart, mens Brabrand vinder sin kamp mod Jammerbugt, kan Kolding IF i stedet sikre oprykningen på udebane mod Jammerbugt i sæsonens sidste kamp på lørdag.

Men det ville naturligvis være sjovere at klare sagerne foran hjemmepublikummet. Og så endda i et lokalopgør, hvor Anders Jensen på sit hold ikke fornemmer nervøsitet.

- Jeg tror egentlig, at vi glæder os mere, end vi er spændte. Den kamp mod Middelfart har vi ventet på i lang tid. Den glæder vi os til at spille, siger han.

- Vi spiller tit mod hold, der ligger noget længere væk. Det er en speciel kamp, fordi vi kender hinanden ret indgående.

Hvor meget mærker I kampens betydning?

- Jeg tror faktisk, at vi har mærket det mere før. I den her kamp ved vi, at vi egentlig bare skal slippe tøjlerne og ud over stepperne. Vi viste i onsdags (Kolding IF slog Ringkøbing 1-0, red.), hvordan vi skal håndtere kampen, hvis vi kommer foran.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce