Annonce
KIF Fodbold

Kolding IF overlever i 1. division trods nederlag til Hvidovre

To gange måtte Frederik Ibsen, der havde en skidt dag i Kolding-målet, fiske bolden ud af nettet. Trods nederlaget til Hvidovre er Kolding sikker på også i næste sæson at spille 1. division. Foto: Ole Nielsen.
Det lykkedes ikke for Kolding IF at fejre overlevelsen i 1. division med en sejr. Kolding tabte 2-0 til Hvidovre, men allerede inden kampen gik i gang, var eksistensen i den næstbedste række sikret.
Annonce

Kolding IF: Overlevelse.

Eksistensen i 1. division er sikret.

Det altoverskyggende mål for Kolding IF i denne sæson er indfriet. Kolding IF spiller også i 1. division efter sommerferien. Det ligger endegyldigt fast efter lørdagens kampe.

Da Kolding IF gik på banen - fem kvarter forsinket på grund af trafikkaos på Fyn - vidste spillerne det allerede, for på det tidspunkt havde Nykøbing FC tidligere på dagen tabt 1-0 til HB Køge. Det resultat betød, at ingen af de tre hold under stregen længere kan indhente Kolding IF.

Kampen i tal

Kolding IF - Hvidovre 0-2 (0-1)

0-1 Lirim Qamili (37.), 0-2 Daniel Stenderup (79.)

Advarsler:

Kolding IF: Morten Hansen (47.), Mathias Høgsholt (58.)

Hvidovre: Matti Olsen (55.)

Kolding IF's hold:

Frederik Ibsen - Morten Hansen, Simon Trier (Simon Smidt, 53.), Mathias Høgsholt, Daniel Thøgersen - Henrik Brodersen (Oskar Flaskager, 81.), Christian Kudsk, Mikkel Jakobsen (Benjamin Zjajo, 61.) - Denis Fazlagic (Rune Nautrup, 81.), Jeppe Hansen, Martin Hedeager (Emil Sand, 81.)

Det er sådan set ikke nogen stor nyhed, at Kolding IF ikke længere kan rykke ned, for det er længe siden, klubben spillede sig ud af al snak om nedrykning. Kolding må nærmest have fået ejerfornemmelse over fjerdepladsen i denne sæson.

Når det alligevel er relevant at bemærke, at Kolding IF nu er sikker, handler det naturligvis om, at Kolding er oprykker.

At overlevelsen blev sikret, mens Kolding stadig manglede at spille fire kampe, understreger, hvor stærk den første sæson i landets næstbedste række har været.

Kolding har hele sæsonen lignet et hold, der hører til i 1. division.

Det lykkedes bare ikke at fejre overlevelsen med en sejr.

Annonce

Chancer nok

Første halvleg af hjemmekampen mod Hvidovre lørdag var på flere måder typisk for Kolding IF i denne sæson.

Værterne skabte gode chancer, men der var sprækker i defensiven. I denne sæson har kun tre hold scoret flere mål end Kolding, mens blot tre hold har lukket flere mål ind.

Kampen lørdag var dog atypisk, idet Kolding IF ikke scorede nogen mål.

Men chancerne var der. Efter ti minutter var hjemmeholdet tæt på i flere omgange. Denis Fazlagic sparkede et farligt hjørne, som Hvidovre-målmand Filip Djukic afværgede. Målmanden sparkede et skidt udspark direkte ud til Christian Kudsk, som huggede på mål. Bolden knækkede, og Djukic reddede med nød og næppe bolden til hjørne. Fazlagic' næste hjørnespark ramte overliggeren. Tre-fire gange brændte det på inden for et minut.

Hvidovre kom bedre med i kampen, blandt andet fordi Kolding afslørede svaghed og usikkerhed i defensiven.

Efter 37 minutter var der igen plads i Koldings venstre side. Lirim Qamili fandt plads bag Daniel Thøgersen og afsluttede fra en spids vinkel. Frederik Ibsen reddede med foden, men bolden havnede igen hos Qamili, der ikke svigtede i anden omgang. Gæsterne kom foran 1-0.

Annonce

Skidt anden halvleg

Anden halvleg var noget skrammel fra Koldings side.

Hvidovre var tæt på at fordoble føringen hurtigt efter pausen, da Nicolaj Agger kom frem til to gode chancer.

Sådan var kampbilledet i det meste af halvlegen. Hvidovre dominerede, og efter et hjørnespark havde en helt umarkeret Daniel Stenderup et hovedstød på stolpen.

Kolding IF fik ikke spillet til at fungere og satte kun få afleveringer sammen på gæsternes banehalvdel. Det hjalp heller ikke på sammenhængen i spillet, at målmand Frederik Ibsen nærmest konsekvent sparkede bolden ud over sidelinjen, når han fik den.

Eller at han efter et frispark parerede bolden direkte ud i fødderne på Daniel Stenderup, der let kunne øge Hvidovres føring til 2-0.

Kolding skabte intet tryk på Hvidovres felt i slutminutterne, og Hvidovre kunne uden større besvær køre sejren hjem.

Udeholdet hentede vigtige point i kampen for at undgå nedrykning.

Kolding er fortsat på fjerdepladsen - naturligvis, fristes man næsten til at sige.

Mens der hverken var sejr eller skøn fodbold at juble over, kunne Kolding heldigvis juble over noget langt vigtigere.

Overlevelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce