Annonce
Sport

Kolding IF spillede som en nedrykker

Sebastian Sommer og Kolding IF havde svært ved at styre Skives Thomas Santos. Foto: Ken Jepsen, Kolding IF
Kolding IF lignede et hold uden idéer og teknisk formåen. Skive vandt bundkampen 4-2 og kan meget vel trække Kolding med ned i 2. division, hvis ikke tingene vender meget snart.

JV I KOLDING: Faciliteter og forhold omkring Kolding IF er i blomstrende udvikling, men rent sportsligt går det kun én vej. Nedad.

Hvis ikke Kolding IF meget snart får vendt den negative udvikling, skal holdet spille i 2. division i næste sæson. Det er sådan, det ser ud lige nu.

Hjemmekampen mod det suveræne bundhold, Skive, skulle være vendepunktet. I stedet endte det i ren ydmygelse.

Skive, der hidtil kun havde hentet seks point i denne sæson, vandt 4-2. Den sejr kunne have været større.

KAMPEN I TAL

Kolding IF - Skive IK 2-4 (1-2)

Mål: 0-1 Thomas Santos (19.), 1-1 Oliver Drost (25.), 1-2 Andre Bjerregaard (28.), 1-3 og 1-4 Jeppe Pedersen (56. og 64.), 2-4 Oliver Drost (76.)

Advarsler

KIF: Denis Fazlagic (26.), Niels Letort (90.)

Skive: Jeppe Pedersen (73.), Frederik Fisker (93.)

KIF: Frederik Ibsen - Mikkel Dongsted (54. Mathias Høgsholt), Marcus Gudmann, Simon Trier, Jacob Torp (74. Daniel Thøgersen) - Mads Zederkof (62. Niels Letort), Sebastian Sommer, Matthias Verreth - Denis Fazlagic (62. Adam Jakobsen), Jeppe Hansen (74. Ahmed Daghim), Oliver Drost

Det begyndte nogenlunde for hjemmeholdet. Et indlæg sejlede hele vejen igennem Skive-feltet til Jeppe Hansen, der fik sendt en blød afslutning af sted mod fjerneste stolpe. Skive-målmand Marcus Bobjerg nåede ned og fik verfet bolden til hjørnespark.

Næste angreb. Jacob Torp sparkede ind i feltet, hvor Oliver Drost kom frem til et hovedstød.

Kolding-træner Morten Mølkjær havde efterlyst afslutninger. Dem fik han. Hjemmeholdet startede kampen, som det har trænet hele ugen. Med afleveringer ind i boksen og aggressivitet i feltet. Det så lovende ud.

Efter 19 minutter gik det galt for hjemmeholdet. Skive havde fået mere og mere spil og var rykket længere frem, og da Kolding ikke kunne få ekspederet bolden ud af eget felt, dukkede Thomas Santos op og sparkede bolden ind bag Frederik Ibsen.

Så kunne hjemmeholdet gå i panik over at komme bagud i en kamp, der skulle vindes, men holdet rejste sig hurtigt.

Annonce

X-faktor fra Drost

Blot en håndfuld minutter senere viste Oliver Drost den x-faktor, Kolding har brug for. Drost modtog bolden i siden af feltet, tog et par fodrappe træk og sparkede bolden fladt ind ved fjerneste stolpe. Topscoreren skifter til Helsingør til sommer, og han har været på bænken de seneste kampe. Kolding får brug for ham i nedrykningskampen.

Der skulle snart blive scoret igen, og igen var det udeholdet, der kom foran . Skive fik alt for let spil ved baglinjen, og så stod André Bjerregaard klar til at heade bolden i kassen. Ibsen stod klar med en skideballe til sit forsvar.

Måske var det nerver. Måske var det bare manglende formåen. Men der var simpelt hen for mange upræcise afleveringer, for mange dårlige tæmninger og for mange sjuskede markeringer fra hjemmeholdets side. Samtidig lurede Thomas Santos hele tiden som en trussel med sin fart, der havde et helt andet tempo end hjemmeholdets.

Annonce

Ydmygelse

Efter pausen gik det helt galt for værterne. Sebastian Denius erobrede bolden fra fødselar Mads Zederkof, spillede bolden ud på højrekanten til Andre Bjerregaard, og hans indlæg blev mødt af Jeppe Pedersen, der eksekverede til 3-1.

Midt i halvlegen blev nedturen til ydmygelse. Thomas Santos serverede en perfekt aflevering til fremadstormende Jeppe Pedersen, der blev dobbelt målscorer.

Da alt var modløshed et kvarter før tid, viste Oliver Drost igen sine evner og knaldede en flot scoring i nettet. Kolding IF havde ellers stort set intet skabt i lang tid, så det virkede logisk, at der skulle en enkeltmandspræstation til at skabe en scoring.

Belgiske Matthias Verreth sparkede to hjørnespark i træk over bagest i feltet, hvor der opholdt sig lige præcis nul medspillere.

Der er lang tid, til de to nedrykkere skal findes, men trods Skives sejr, er holdet fra Limfjorden stadig topkandidat.

Med præstationen lørdag eftermiddag er Kolding IF storfavorit til at følge skibonitterne ned i tredjebedste række.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce