Annonce
Kolding

Kolding Kommune vil dumpe 360.000 kubikmeter fjordbund ved Trelde Næs: Nej tak siger biolog, fiskere og nabokommune

Der skal uddybes i inderfjorden i Kolding. Der skal udgraves 360.000 kubikmeter øllebrødsagtig sediment. Det skal derefter sejles til klappladsen ved Trelde Næs og lægges ud på bunden. Foto: Søren Gylling
Ansøgningen om at klappe 360.000 kubikmeter fjordbund i tre måneder er sendt til Miljøstyrelsen. Fiskerne er indbudt til møde om sagen, men siger på forhånd fra. Biolog mener, det er kritisk. I Kolding ser man ikke et alternativ til klapningen, som både vækker modstand hos fiskere og nabokommunen.
Annonce

Trelde: Igennem 90 døgn skal der udgraves og sejles pramme med øllebrødsbrun fjordbund fra Kolding Fjord til Trelde Næs. På klappladsen på 15 meters dybde skal der gennem tre måneder klappes 360.000 kubikmeter materiale. Det er næsten dobbelt så meget bundmateriale, som Vejle, Middelfart og Kolding kommuner de seneste fem år har ladet falde ned på bunden af Lillebælt.

Uddybningen af fjorden er en forudsætning for Kolding Kommunes ambitiøse byudviklingsplan Marina City. Her skal 400 boliger rejse sig i bunden af fjorden, hvor også en stor ny marina skal etableres.

Torben Gade, der er projektchef for Marina City, siger om ansøgningen, som er sendt af sted til Miljøstyrelsen:

- Der er tale om bundmateriale fra fjorden, og det er blevet undersøgt meget grundigt. Vi har set på alternativer til at klapning, men det er ikke muligt. Vi har vurderet muligheden for at bruge det som opfyld, men der er ikke tale om sand eller jord, men såkaldt gytje, som i bund og grund er en gang tynd øllebrød.

- Kunne det ikke inddæmmes og bruges som opfyld?

- Det var den første mulighed, vi fik undersøgt, men det er en langsom og meget dyr proces. Det vil skulle ligge og blive drænet i op til 10-20 år, før det er anvendeligt, og så ville man skulle fylde cement ned i det. Det er heller ikke en miljømæssig god løsning, siger Torben Gade.

- Der er tale om bundmateriale fra fjorden, og det er blevet undersøgt meget grundigt. Vi har set på alternativer til at klapning, men det er ikke muligt. Vi har vurderet muligheden for at bruge det som opfyld, men der er ikke tale om sand eller jord, men såkaldt gytje, som i bund og grund er en gang tynd øllebrød.

Torben Gade, projektchef i Marina City Kolding

Annonce

Grænsen må være nået

Biolog Henrik Kristiansen, der er kandidat for borgergruppen By og Havn - Balance i Kolding Kommune, er yderst kritisk overfor den store mængde bundmateriale, som skal graves op af fjorden og klappes i Lillebælt.

- Jeg synes, at det er voldsomt, og jeg kan konstatere af materialet, at der er tale om i mine øjne store mængder kobber og bly, som ender i Lillebælt. Det er korrekt, at kravene overholdes, men jeg synes, at der bør være en grænse for, hvad vi kan blive ved med at lede ud i havet, siger Henrik Kristensen.

Han mener, at tiden må være moden til, at Folketinget kigger på den bekendtgørelse, som gælder for klapning af bundmateriale generelt.

- Lige nu er der fokus på overløb fra kommunernes spildevandsanlæg, og jeg mener, at det ville være på sin plads også at se på, hvad det er, vi giver tilladelse til, lander i havet, siger han.

- Du er også kandidat for den nye liste, og jeres mål er at stoppe Marina City. Hænger din modstand over klapningen ikke sammen med det?

- Det har været min indgang til sagen, men jeg mener, at der ligger et større miljømæssigt problem i, at Miljøstyrelsen tillader de mange klapninger. Jeg påpeger de problemer, jeg ser i forhold til Marina City, men samtidig mener jeg, at man burde overveje at begrænse klapningen. Der peges på, at alternative løsninger er dyre, men hvis virksomheder og kommuner var tvunget til at finde nye veje, så tror jeg, at det kunne være en niche for innovative danske virksomheder at finde løsninger og gøre en forretning ud af det, siger Henrik Kristiansen.

Annonce

Naturen til gode

Henrik Kristiansen er Kolding-listens miljømæssige ekspert. Et af listens mål er at få Kolding Kommune til at droppe Marina City, og Henrik Kristiansen har gennemgået de mange hundrede siders rapporter, som Kolding Kommune har fået udført i forbindelse med miljøundersøgelserne. Blandt andet konstaterer man i dem, at materialet svarer nogenlunde til det bundmateriale, der i dag er på klappladsen.

- Jeg ved, at der har været konstateret begyndende iltsvind, men hvornår har man senest undersøgt bundforholdene? Jeg har spurgt Miljøstyrelsen, men ikke kunnet få svar, siger Henrik Kristiansen.

Han er klar med et høringssvar til Kolding Kommune omkring klapningen, og det vil også ende hos Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet.

- Jeg mener, at der er grund til, at Miljøstyrelsen lader tvivlen komme naturen til gode, siger han.

Udtrykket klapning har ikke noget med at klappe at gøre. Det hænger alene sammen med, at de pramme, der sejler det opgravede materiale til positionen åbner klappene i bunden, hvorefter det lægger sig på havbunden.
Annonce

Mindst ønskede løsning

Ansøgningen er først sendt afsted nu fra Marina City i Kolding, og det er nu op til Miljøstyrelsen at sige ja eller nej. Kolding Kommune håber på ja, da forarbejdet viser, at der ikke er alternativer.

- Vi har undersøgt at lave en såkaldt by pass med materialet. Vi undersøgte at placere det i en ø ude i fjorden, men det ville heller ikke være gangbart. Det ville give gener for blandt andet fiskerne, vurderede vi, siger Torben Gade.

Kommunens sidste mulighed og mindst ønskede var at søge klapningstilladelse og sejle materialet ud af fjorden.

- Det var vores plan c, og den er vi er endt på. Der er lavet en lang række undersøgelser for, hvad klapningen vil betyde. Vil det eksempelvis skade ilt-indholdet ved klappladsen, have konsekvenser for badevandet i Lillebælt, være til gene for fiskeriet eller for marsvin og sæler? Alle undersøgelser peger på, at det ikke har en negativ effekt, konstater Torben Gade.

Klappladsen ligger ud for Trelde Næs. Der har tidligere været protester mod større slamoplæg fra blandt andet Vejlby Sogns Beboerforening. Miljøstyrelsen vurderede imidlertid, at de ikke var klageberettigede. Grafik: JFM
Annonce

Den største plads

Det er Miljøstyrelsen, som er myndighed på sager om klapning. Miljøstyrelsen har udpeget en række pladser på søterritoriet, som kan udnyttes til at placere opgravet sediment. Trelde Næs-pladsen er en af de største.

Siden 2015 har Miljøstyrelsen givet accept af, at de omkringliggende havne og kommuner har kunnet klappe 217.000 kubikmeter materiale på pladsen ud for Trelde Næs. Tilladelserne er typisk fem-årige. Kolding Havn har således haft en fem-årig tilladelse til at klappe 71.250 kubikmeter fra 2015 til i år. De mange kubikmeter kommer fra løbende sikring af, at sejlrenden gennem fjorden ikke sander til.

Når Miljøstyrelsen modtager en ansøgning om tilladelse til at klappe materiale, bliver der gennemført en høringsfase, hvor erhvervsfiskere, sportsfiskerforeninger, Danmarks Naturfredningsforeninger og Lillebælt-kommunerne skal spørges.

- Selv om det er Miljøstyrelsen, som skal behandle tilladelsen, har vi som kommune af egen drift ønsket at informere om vores ønske om klapning. Vi har blandt andet inviteret fiskerne ind til en orientering om, hvad det går ud på, så de har mulighed for at stille spørgsmål, siger Torben Gade.

- Har I en fornemmelse af, hvordan Miljøstyrelsen stiller sig til ansøgningen?

- Vi ved ikke, hvilke vilkår Miljøstyrelsen kommer til at stille, men vi håber at kunne gennemføre klapningen i 2021. Vores tidsplan for Marina City er, at den store nye lystbådehavn skal kunne tages i brug i 2022, og de første boliger stå klar til indflytning i 2023, fortæller Torben Gade.

Annonce

Nej fra fiskere og nabo

Formand for Bæltfiskernes Forening Allan Buch har takket ja til at lytte på Marina City.

- Men vores indstilling er klar. Vi siger nej, for nu må det være nok, understreger fiskeriformanden.

Også i Fredericia Kommune er man orienteret om klapningen.

- Jeg har hørt, at der er ansøgning på vej, og vi vil gentage som ved andre klapansøgninger, at vi ikke synes, at det er en god idé, siger udvalgsformand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Herrehåndbold For abonnenter

Thomas Mogensen farede vild på landevejen og mistede noget af sig selv

Annonce