Annonce
Kolding

Kolding: Mød historiefortælleren Carsten Islington på Tobbers Kaffebar

Historiefortælleren Carsten Islington kan høres på Tobbers Kaffebar 30. januar. PR Foto

Kolding: I vinterens mørke måneder drager historiefortælleren Carsten Islington igen på turné med sine virkelige og vanvittige historier fra et usædvanligt liv.

Torsdag 30. januar kl. 19 gør han holdt på Tobbers Kaffebar i Munkegade 2.

Alle kan være nysgerrige på tilværelsen i Nordafrika, men det er de færreste, der fikser en gammel kasseret motorcykel med falske nummerplader og kører derned på må og få.

Det er også de færreste, der lader en tilfældig blafferpige låne bilen hjem til Prag, hvorefter man selv må ned for at hente den hjem igen - og ender i et sigøjnermiljø.

Carsten Islington er en erfaren historiefortæller, og han har både stået på landets største scener og hjulpet virksomheder med corporate storytelling.

Han er nu på sin Never Ending Tour, der i denne omgang altså også bringer ham til Kolding – og naturligvis Vesterbro, hvor en del af hans historier tager afsæt.

Det koster 75 kroner at lytte med.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce