Annonce
Kolding

Kolding stopper samarbejde med Det Kgl. Teater: Men der bliver stadig klassisk musik ude i Skamling

I 2015, hvor dette foto er fra, trak Nykredit sit sponsorat til "Det Kgl. på Skamling", som ellers har spillet på Skamlingsbanken siden 1998. Det Kgl. Teater og MusikKolding aftalte herefter, at Skamlingsbanken i en overgangsperiode blev en del af danmarksturneen ?Opera i Det Fri?, som i sin opsætning var væsentligt mindre end ?Det Kgl. på Skamling?. Nu slutter aftalen med teatret fuldstændig. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Siden 1998 har Kolding Kommune samarbejdet med Det Kgl. Teater, der har optrådt med opera og klassisk musik i Skamlingsbanken. Men nu bliver aftalen for dyr, og Kolding har en anden plan, som skal sikre, at der forsat spilles klassisk ude i det fri.

Kolding: Uanset om solen skinner eller ej, så bliver den kommende sommer uden klassisk musik under åben himmel ude i bakkerne ved Skamlingsbanken.

Kolding Kommune har nemlig besluttet at afbryde det årelange samarbejde med Det Kgl. Teater, fordi der kommer en ny afregning for at være en del af turneen "Opera i Det Fri". Den nye afregning betyder, at Kolding Kommune skal til at betale op til 80.000 kroner for det musikalske besøg fra hovedstaden.

- Så mange penge kan vi ikke kaste efter arrangementet. Vi har haft et godt samarbejde med Det Kgl. Teater gennem mange år, men nu er vi nødt til at finde på noget andet, siger kulturudvalgsformand Jesper Elkjær (R).

Og der er allerede en idé til, hvordan den klassiske musik fra år 2020 atter kan komme til at spille ude i Skamlingsbankens bakkede idyl, hvor Det Kgl. Teater optrådte første gang helt tilbage i 1998.

Annonce

Forløbet

Til og med 2015 dannede Skamlingsbanken rammen om eventen "Det Kgl. på Skamling", hvor Det Kgl. Teater bød på smagsprøver fra den kommende sæson. I 2015 trak Nykredit sit sponsorat, og Det Kgl Teater og MusikKolding aftalte, at Skamlingsbanken i en overgangsperiode blev en del af Det Kgl. Teaters danmarksturné "Opera i Det Fri".

I overgangsperioden blev arrangementet afviklet under samme økonomiske vilkår for MusikKolding, som da Nykredit sponsorerede. Men nu stiger prisen altså med op mod 80.000 kroner, og det ønsker Kolding Kommune ikke at betale. Derfor slutter samarbejdet, der begyndte i 1998.

Vigtigt med folkeliv

Planen er, at man i stedet vil udnytte den samarbejdsaftale, som Kolding Kommune har i forvejen med Sønderjyllands Symfoniorkester.

Den aftale betyder, at orkestret afvikler et antal koncerter her i kommunen, og en af dem kunne så lægges under åben himmel i bakkerne mellem Kolding og Christiansfeld. Sønderjyllands Symfoniorkester har også en stor udendørs scene til rådighed, som kan lejes til formålet.

- De klassiske koncerter har været med til at profilere Skamlingsbanken, så det vil vi gerne fortsætte med på en ny måde, for det er et geografisk område, som kulturelt og historisk har stor betydning for Kolding. Vi er på vej til at opføre et nyt besøgscenter ved Skamling, og derfor er det også vigtigt, at vi gør en indsats for at skabe forskellige former for aktivitet og folkeliv derude, siger Jesper Elkjær.

Morgendagens stjerner

Kulturforvaltningen har drøftet mulighederne for et sådant arrangement med Sønderjyllands Symfoniorkester og MusikKolding, som står for afviklingen på vegne af kommunen.

Man overvejer at kontakte Operaakademiet, så sangerne til koncerten kunne være nyuddannede operasangere. På den måde kunne begivenheden understøtte den talentstrategi, som Kolding Kommune har vedtaget. Titlen "Opera på Skamling" kunne så suppleres med: "Mød morgendagens stjerner!"

Under den nuværende økonomiske ramme er det muligt at afvikle begivenheden hvert andet år, lyder vurderingen fra kulturforvaltningen.

- Sådan lyder oplægget, men det er noget af det, vi skal kigge nærmere på, siger kulturudvalgsformand Jesper Elkjær.

Første gang i 2020

Udgangspunktet er, at "Opera på Skamling - mød morgendagens stjerner!" skal holdes første gang i august 2020, som også er året, hvor Den nye Folkemøde- og Operaplads kan være etableret. Det er samtidig året, hvor Skamlingsbanken spiller en rolle som hjemsted for fyrtårnsprojektet "Sangerfesten" i forbindelse med markeringen af 100-året for genforeningen.

I 2020 kan eventen ses som et pilotprojekt, og kulturudvalget skal derefter evaluere konceptet og tage stilling til, om det skal fortsættes i den nye form.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce