Annonce
Kolding

Kolding Storcenter kæmper med ledige lokaler: Nu er fire nye butikker på vej

Mange steder i Kolding Storcenter bliver kunderne mødt af tomme facader, som lover, at der snart er en ny butik på vej. Foto: Louise Lauritsen
Den strategiske tomgang kombineret med coronakrisen har skabt ekstraordinært mange tomme lokaler i Kolding Storcenter, men inden årsskiftet håber centerledelsen, at fire nye forretninger er åbnet i centret.
Annonce

Kolding: Det er til at få øje på de ledige lejemål i Kolding Storcenter, for nærmest lige meget hvor man går i centret, så møder man en tom facade. Nogle lokaler har stået tomme meget længe, som fx det tidligere Fætter BR, som i julen var indrettet som midlertidig pop op-julebutik, men nu er tom igen. Andre har netop drejet nøglen om som følge af coronakrisen som fx Dalle Valle.

Lige nu kan man tælle 12 tomme facader i centret, og nogle steder gemmer der sig ikke bare et men flere lejemål bag af afskærmningen med teksten "Ny butik på vej".

Men der er nye butikker på vej til Kolding Storcenter, som ifølge sin ledelse er sluppet nådigt gennem coronakrisen.

- Vi har lejet meget ud efter coronakrisen, så der kommer fire nye lejere til centret, fortæller center manager Lotte Vestergaard Skou fra Deas, som driver Kolding Storcenter for ejerne Danske Shoppingcentre.

Siden starten af 2019 har Deas valgt at lave strategisk tomgang i Kolding Storcenter ved at lade en del lejemål stå tomme, så der kan skabes plads til nye koncepter.

De mange tomme lejemål har haft den konsekvens, at centerforeningen, som står for markedsføring af Kolding Storcenter, har haft færre penge at gøre med i 2019.

- Det er gået ned ad bakke, og det skyldes tomme lejemål. Vi har mistet lidt over en mio. kr., som vi mangler til at markedsføre Kolding Storcenter, fortæller formanden for centerforeningen, Brian Jensen, der er direktør for kæden Beauty Team, der blandt andet har butik i Kolding Storcenter.

Annonce

Godt gennem krisen

Centerforeningen har i øjeblikket cirka 100 medlemmer, og den har i 2020 budgetteret med samme indtægt som i 2019.


Vi håber, at de alle åbner i år, men meget skal gå op. Det er både nogle lidt større butikker og nogle i almindelig størrelse.

Lotte Vestergaard Skou, Deas center manager, Kolding Storcenter


- Der er både plus og minus ved at lave sådan en strategisk tomgang. Det er negativt at gå og kigge på tomme lejemål. Det, synes vi ikke, er fedt. Vi kunne ønske os, at de var hurtigere til at finde de nye lejere. Men når de så kommer, så er det forhåbentlig de helt rigtige, siger Brian Jensen.

Center manager Lotte Vestergaard Skou håber, at de fire nye butikker kan åbne i løbet af november, men det er endnu uvist.

- Vi håber, at de alle åbner i år, men meget skal gå op. Det er både nogle lidt større butikker og nogle i almindelig størrelse, uddyber center manageren, som endnu ikke vil afsløre, hvilke nye butikker der er tale om.

Hun synes, at Kolding Storcenter er kommet godt gennem coronakrisen.

- Vi lejer fortsat lokaler ud til markedsleje. Vores besøgstal er stigende måned for måned, og vi har gode omsætningstal, så vi er kommet godt igennem. Tingene går i en rigtig positiv retning, og vi håber på en god sommer.

Tomme butikker

I januar 2019 viste en gennemgang af Kolding Storcenter, at der var 10 tomme facader.

I juni i år er der 12 tomme facader, som dækker over flere ledige lejemål.

Tre forretninger er allerede lukket som en direkte konsekvens af coronakrisen, flere kan komme.

Kolding Storcenter har i øjeblikket cirka 100 lejere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce