HÅNDBOLD: Jonas Langerhuus nåede slet ikke at få gang i sin KIF-karriere, da han som ungt talent blev hentet til klubben i sommeren 2012.
Inden sæsonen kom i gang, blev klubben til KIF Kolding København, og med de nye stjerners indtog, kom Langerhuus i overskud og tog til Ribe-Esbjerg.
Søndag eftermiddag kunne han alligevel fejre en kæmpe triumf i Kolding.
Langerhuus udlignede til 31-31, da han med få sekunder tilbage fik ansvaret. Lemvig-Thyborøn-højrebacken udlignede, og så sikrede han sit hold nedrykningsspil frem for direkte nedrykning.
KAMPEN I TAL
KIF Kolding - Lemvig-Thyborøn 31-31 (16-17)
Målscorere, KIF: Peter Balling 10, Benjamin Pedersen 5, Alexander Morsten 4, Kristoffer Vestergaard 4, Andreas Væver 4, Jens Svane 3, Nicolaj Jørgensen 1
Topscorer, LTH: Thomas Damgaard 6, Jesper Kokholm 6
Udvisninger: KIF 1, LTH 3
Dermed fik kampen i Kolding masser af drama, selv om hjemmeholdet allerede på forhånd var havnet på ottendepladsen.
Det kunne søndagens kamp ikke ændre en tøddel på. Og det gør dem med garanti ingen ting i KIF.
Ottendepladsen er resultatet af en overmåde flot sæson, der på omtrent 10 måneder har flyttet KIF fra randen af konkurs til en plads i slutspillet.
Holdet skrabede selv de nødvendige point sammen uafhængigt af de to skrivebordspoint, klubben blev tildelt for nogle uger siden efter BSH-sagen.
Derfor indleder holdet om en uge et slutspil, hvor der næppe er nogen, der giver KIF den mindste chance for at rykke forbi to af de tre modstandere og booke billet til semifinalen.
KIF og SønderjyskE indleder gruppespillet med nul point, mens Bjerringbro-Silkeborg har et, og GOG har to.
KIF har slået SønderjyskE en enkelt gang, tabt to kampe mod Bjerringbro-Silkeborg samt fået klø af GOG to gange.
Det ligner en nærmest umulig mission for Kolding-klubben.
Omvendt var der heller ikke nogen, der regnede med, at klubben kom i nærheden af slutspillet.