Kolding: Partnerskabet Danmarks Sundeste Arbejdsplads lagde mandag 30. september vejen forbi Kolding-virksomheden Ewii. Det handler om de sundhedsinitiativer, private og offentlige arbejdspladser har sat i søen for at forbedre den fysiske og mentale sundhed hos deres ansatte.
Danmarks Sundeste Arbejdsplads satte med en bustur med 50 deltagere fokus på medarbejdersundhed i de danske virksomheder.
- Det har været fantastisk at se alle de tiltag, virksomhederne har gjort for at løfte den fysiske og mentale sundhed på arbejdspladsen. Yoga på terrassen, fem minutters fælles planke på kontoret, eller en lille gåtur i det grønne er blot nogle af de eksempler, som vi er blevet præsenteret for blandt dette års deltagere i Danmarks Sundeste Arbejdsplads, siger Merete Spangsberg Nielsen, direktør for Kollegamotion i Dansk Firmaidrætsforbund, og fortsætter:
- Vi håber, at vores inspirationstur kan bidrage til, at endnu flere virksomheder sætter fokus på medarbejdersundheden og måske stiller op med deres egne initiativer, når vi næste gang kårer Danmarks Sundeste Arbejdsplads.
Danmarks Sundeste Arbejdsplads
Ewii i Kolding har henover 2019 følgende arrangementer: Yoga i bevægelse; Ryghold; Golf; Orienteringsløb; Klatring; Crossfit; Fodboldgolf; SUP; Hækling/Strik; Sundhedscup’en
- Igennem vores aktiviteter, som er på et niveau, hvor alle kan være med, får vi bevægelse og sundhed ind i en ellers travl hverdag, hvor vi samtidig øger det sociale fællesskab for alle medarbejdere, meddeler Ewii på hjemmesiden Danmarks Sundeste Arbejdsplads.
Ewii blev placeret som nummer 17 i Sønderjylland i kampen om at blive Danmarks Sundeste Arbejdsplads.