Annonce
Kolding

Patrick fra Kolding må kun gå ud med en udgangsseddel i hånden: - Det er enormt mærkeligt

Inden Spanien lukkede ned, var Patrick Olsen rundt og se de forskellige attraktioner i Malaga. Her står han på toppen af et bjerg ved en gammel ruin efter et slot, der ligger lidt uden for byen. Privatfoto
Da Patrick Olsen flyttede til Malaga for en måned siden, var det ikke ligefrem en del af planen, at hele landet skulle lukke ned fra den ene dag til den anden. I dag er han nødt til at have en udgangsseddel i lommen, når han bevæger sig ud ad døren for at komme på arbejde, men han forsøger at holde humøret oppe i en forandret virkelighed. I en række artikler fortæller vi, hvordan koldingensere bosat i udlandet lige nu oplever deres hverdag i skyggen af corona.

Malaga/Kolding: Gaderne er øde, butikkerne er lukket, og på de ellers normalt velbesøgte strande langs kysten i Malaga er der ikke et øje. Det er lige nu den virkelighed, som 25-årige Patrick Olsen fra Kolding befinder sig midt i, hvis han vover sig uden for sin hoveddør på sin adresse ved den spanske sydkyst.

- Det er en meget hektisk hverdag, hvor der ikke rigtig er noget, som er, som det plejer. Alt er nærmest lukket ned, og folk bevæger sig kun udenfor, hvis det virkelig er nødvendigt. Man kan ikke bare lige gå ud, hvis man har brug for at få lidt luft. Det er enormt mærkeligt at være en del af, forklarer Patrick Olsen.

Annonce

Om situationen i Spanien

Spanien erklærede den 14. marts en nødsituation ("Estado de Alarma"), der indfører væsentlige begrænsninger for bevægelsesfriheden i hele landet. Alle offentlige forsamlinger forbydes. Alle skoler, daginstitutioner og universiteter lukkes. Alle borgere skal forblive inden døre. Kun indkøb af mad, apotekervarer, lægebesøg, bank og forsikringsforretning og essentielle sager tillades. Danskere må godt forlade deres opholdssted for at rejse hjem, men ellers er de pålagt samme udgangsregler som andre personer.

Senest den 26. marts vil alle hoteller, turistindkvartering, campingpladser og anden kortvarig indkvartering være tvunget til at lukke i Spanien.

Spanien har per 26. marts 4089 personer, der er døde af coronavirus, og 56.188 personer er bekræftet smittede. Spanien har dermed næstflest registrerede døde i verden, kun i Italien har flere mistet livet til corona.

Kilder: Udenrigsministeriet, John Hopkins University

Ny virkelighed

Patrick Olsen har boet i Kolding igennem de seneste mange år, men flyttede til Malaga for at arbejde inden for telemarketing for knap en måned siden. Han nåede lige de første 14 dage at få en smag for, hvad det vil sige at bo og arbejde i Spanien, men i midten af marts tog hverdagen en voldsom drejning, da corona for alvor gjorde sit indtog i det spanske.

- Da der blev indført udgangsforbud, var det nærmest fra den ene dag til den anden, at alt bare var lukket. Der var ikke nogen kort overgangsperiode. Der blev sat beskyttelsesglas op ved kasserne i supermarkedet, alle diskoteker og restauranter lukkede, så snart de fik meldingen fra myndighederne. På den måde blev det ret tydeligt, hvor alvorligt spanierne tager det, siger Patrick Olsen og fortsætter:

- Det er ikke ligesom på billeder, jeg ser hjemmefra, hvor folk stadigvæk bevæger sig ud og går en tur i solen. Hernede risikerer man at få en bøde, hvis man ikke benytter sig af det supermarked, der ligger tættest på der, hvor man bor, siger han.

Seddel i lommen

Patrick Olsen forklarer, at han på et tidspunkt gerne skulle få muligheden for at arbejde hjemme fra lejligheden i Malaga, men indtil videre skal han fortsat ind på kontoret at sidde. Han har derfor af sin arbejdsgiver fået udleveret et dokument, som han skal vise til betjentene, der patruljerer i gaderne, hvis han bliver stoppet og skal forklare sig på vej på arbejde.

- Jeg taler ikke så godt spansk, og betjentene taler meget lidt engelsk, så det kan godt være en udfordring, men på udgangssedlen står der forklaret på spansk, hvad mine personoplysninger er, hvor jeg arbejder, og hvem de kan ringe til for at tjekke, at jeg taler sandt, siger Patrick Olsen.

Siden udgangsforbuddet blev indført i Spanien har det spanske politi været massivt til stede i gadebilledet, og Patrick Olsen er på ingen måder i tvivl om, at spanierne tager situationen seriøst.

- Politiet kører rundt i gaderne med sirener om aftenen for at minde folk om, at de skal blive hjemme, og der bliver virkelig udskrevet massive bøder, hvis man ikke kan dokumentere, hvorfor man har bevæget sig ud, så det fylder meget i hverdagen, siger han.

Vindue til verden

I den kommende tid fortæller vi, hvordan koldingensere bosat i udlandet lige nu er påvirket af corona-krisen.

Er du koldingenser bosat i udlandet og har du lyst til at dele din historie, så skriv til os på redaktion.kolding@jv.dk.

Fængsel hjemme

Med udgangsforbuddet opholder Patrick Olsen sig derfor meget i sin lejlighed, når han ikke er på arbejde. Han bor dog heldigvis sammen med et par andre danskere, og sammen forsøger de at holde hovedet højt, selvom hverdagen ikke er som forventet.

- Jeg bor sammen med to andre, så jeg er ikke helt alene, men jeg forestiller mig alligevel, at det er sådan, det må være at sidde i fængsel. Jeg har ikke en terrasse eller altan, hvor jeg bor, så man sidder bare og kigger ud og håber på at få et strejf af solskin engang imellem, siger Patrick Olsen:

- Indtil videre kan jeg dog stadigvæk godt holde humøret højt, og jeg føler mig sådan set også forholdsvis tryg. Jeg er jo heldigvis ikke i risikogruppen på nogen måder, så jeg tager alle de forholdsregler, jeg kan og passer på mig selv, siger han.

Hvor der normalt er fyldt med både lokale og turister på stranden, er der i disse dage mennesketomt. Spanien har nemlig indført udgangsforbud og har ligesom Danmark lukket store dele af landet ned. Privatfoto

Hjem eller ej

Selvom Patrick Olsen generelt tager situationen med ophøjet ro, så har tanken alligevel strejfet ham, om han bør overveje at vende snuden tilbage mod Danmark.

- Jeg har faktisk forsøgt at undersøge det, men det er svært at komme hjem lige nu, efterhånden som situationen spidser til rundt om i verdenen, men min familie og mine venner er naturligt nok lidt bekymrede og så nok gerne, at jeg kom hjem, siger Patrick Olsen:

- Hvis jeg ikke havde andre danskere omkring mig, så var jeg nok rejst hjem, men indtil videre tænker jeg at blive, hvor jeg er, og så sørger jeg for at følge med via nyhederne og de sociale medier. Jeg har meldt mig ind i en Facebook-gruppe med andre danskere i Malaga, hvor folk fra den danske ambassade også deler information, så jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig opdateret, og så håber jeg ellers, at det hele nok skal gå, siger han.

Der er langt imellem, at Patrick Olsen støder på et andet menneske, når han bevæger sig ud for at komme på arbejde. Privatfoto
Patrick Olsen forsøger at holde humøret oppe, selvom hverdagen under coronakrisen i Spanien er væsentlig anderledes, end før landet lukkede ned. Privatfoto
Strandene er stort set tomme langs kysten i Malaga. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Livsstil

Johnny fulgte lysten til et anderledes hjem: En rund drøm af et hus

Annonce