Annonce
Kolding

Koldinghus: Krydstogt og Lego-samarbejde giver flere internationale turister

Vejen mod flere udenlanske turister går gennem et samarbejde med stærke partnere, forklarer Nanna Ebert, som er fungerende direktør på Koldinghus. Hun forklarer, at slottet blandt andet får mange turister fra de krydstogtskibe, som ankommer til Fredericia Havn. Her er det krydstogtskibet Legend Of The Sea, som ankommer til Fredericia. Arkivfoto: Michael Svenningsen
På Koldinghus har man flere turister med udenlandsk pas. Årsagen er blandt andet et tæt samarbejde med Legoland Billund Resort.

Kolding: Flere og flere udenlandske turister har fundet til Koldinghus de senere år. I august denne sommer var det knap hver tredje gæst, som var på besøg fra et sted i udlandet. Omregnet svarer det til, at omkring 4400 gæster i august havde et udenlandsk pas.

Og august var blot toppen af en udvikling, som Koldinghus har konstateret de senere år. Her er man ikke helt overrasket over de fine tal, fordi man strategisk har arbejdet på at få flere udenlandske turister.

- For det første har vi skærpet vores profil som et kongeslot. Det betyder, at vi har målrettet arbejdet med en fortælling, der har en stor interesse blandt de udenlandske turister. Den royale profil afspejler sig både i vores store udstillinger og i de aktiviteter, vi tilbyder, siger Nanna Ebert, som er fungerende direktør på Koldinghus.

Annonce

Koldinghus-turister

Ifølge Koldinghus har museet registreret en stigende andel af udenlandske turister de seneste fire-fem år.

I 2018 var andelen af udenlandske turister på 9,9 procent i juli og 13,0 procent i august. I 2019 er andelen steget til 22,1 procent i juli og 28,2 procent i august.

I faktiske tal betyder det, at man i 2018 havde omkring 6100 udenlandske gæster i løbet af de to måneder, mens man i år havde 7700 gæster i juli og august.

30.000 foldere

For det andet har slottet indgået i samarbejde med Legoland Billund Resort i Billund, så der gensidigt foregår en promovering af de to udflugtsmål. Blandt andet får Legoland Billund Resort overnattende turister et Be Happy Pass, som giver rabat til Koldinghus.

- Vi vil gerne samarbejde med nogen, som har en tiltrækningskraft, vi aldrig ville kunne nå på egen hånd, siger Nanna Ebert, som også fremhæver, at den stigende krydstogtturisme i Fredericia smitter af her.

- Der har ikke været et krydstogt skib i Fredericia Havn i år, uden at der er kommet en busfuld turister derfra til Koldinghus, siger hun.

Koldinghus har flere andre samarbejdsaftaler, som trækker i samme retning mod den internationale turisme - blandt andet med det hollandske svar på FDM - og så har man i fællesskab med Trapholt og Slotssøbadet lavet brochurer på dansk, tysk og engelsk, som i et oplag på 30.000 er fordelt til overnatningssteder i hele området.

Også alle slottets opslag på Instagram er i dag på både dansk og engelsk.

Fægter fra Holland

Nanna Ebert forklarer, at de mange ekstra turister fra udlandet giver stof til eftertanke.

- Jeg forestiller mig, at det kommer vi til at arbejde endnu mere med. Vi har allerede en hollænder i vores fægteskole, men der er flere måder, vi kan imødekomme et udenlandsk publikum på. Blandt andet ved jeg, at man hos Kongernes Jelling laver rundvisninger på både tysk, hollandsk og engelsk, og det er måske noget af det, vi også skal have taget op.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce