Annonce
Kolding

KoldingQ taber hjemme til Brøndby

KoldingQ. Foto: Søren Gylling

Med en landskampspause veloverstået kunne KoldingQ lørdag hjemme tage mod de forsvarende danske mestre fra Brøndby IF. Kampen endte 0-3 til kvinderne fra Brøndby.

Kampen startede med Brøndby chancer, og der skulle ikke gå mange minutter af kampen før mestrene fra Brøndby kunne bringe sig foran. Blot ni minutter spillet og Nicoline Sørensen kunne sende bolden i nettet til en 0-1 føring.

Kvinderne fra KoldingQ fik herefter bedre fat i spillet, og kom frem til flere gode chancer, hvor de fik testet målvogteren fra Brøndby.

Kampen faldt herefter ind i en rytme, hvor begge hold kom frem til chancer, men det blev ikke til flere scoringer i første halvleg.

Kampen fortsatte i samme stil efter pausen, og begge hold kom frem til gode chancer. Det var dog Brøndbys Louise Winter der efter 65 minutter kunne sætte kampens anden scoring i nettet til stillingen 0-2.

Kolding træner Peter Pedersen forsøgte flere gange i løbet af anden halvleg, at ændre kampens gang ved flere indskiftninger. Det lykkedes dog ikke koldingenserne, og i de døende minutter af kampen kunne Brøndbys Nanna Christiansen lukke og slukke kampen med sin scoring til 0-3.

Efter kampen sagde cheftræner for KoldingQ Peter Pedersen:

-Kampen minder om den sidste kamp vi spillede (mod Fortuna Hjørring), og jeg synes vi spiller godt helt til den sidste tredjedel af banen.

Resultatet af kampen betyder at KoldingQ befinder sig på en femteplads i Gjensidige Kvindeligaen med otte point efter seks kampe spillet. KoldingQ ligger med samme antal point som FC Thy/ThistedQ.

Den næste kamp for KoldingQ er lørdag den 14. september, hvor de ude på Farum Park skal møde oprykkerne, og et af de hidtidige tophold i rækken, FC Nordsjælland.

Om denne kamp siger Peter Pedersen:

-Vi skal over og spille med en masse gå på mod, og se om vi ikke kan drille dem lidt.

KoldingQ – Brøndby IF: 0-3 (0-1)

Målscorer: Nicoline Sørensen (9), Louise Winter (65) Nanna Christiansen (93)

Fodbold, Kvinder, Gjensidige Kvindeliga

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce