Kollund: Frisk luft, godt selskab og motion er tre ting, der går rigtig godt i spænd. Og så er det endda sådan, at de alle kan gøres på én gang. For fra 19. august byder Lokalforeningen for Kollund, Sønderhav og Rønshoved velkommen til det nye motionstilbud "Gang og styrke i naturen" med udgangspunkt ved Aktiv Spot på fjordsiden af Haus Quickborn i Kollund.
Hér tager Mie Damgaard og Rikke Kold imod alle, der har lyst til at deltage. De to er frivillige, der gerne vil gøre noget for borgerne i lokalsamfundet.
Mie Damgaard, frivilligMålet er jo at vi kan holde os i gang - også når vi kommer op i alderen.
- Efter en fælles opvarmning går vi en rask tur på en fire-fem kilometer og vender så tilbage til Aktiv Spot for at lave et 30 minutters programmed styrketræning i de forskellige redskaber, forklarer Mie Damgaard konceptet.
"Gang og styrke i naturen" er et tilbud under Aabenraa Kommunes "Bevæg dig for Livet", fortæller Mie Damgaard.
- Målet er jo at vi kan holde os i gang - også når vi kommer op i alderen, tilføjer hun.
Overskud til andre
Mie Damgaard er 61 år og arbejder som sygeplejerske. Men hun dyrker meget motion - bl. a. ved at ro havkajak. Og som instruktør har hun undervist andre i rospinning, badminton og gymnastik for dermed at gøre noget for sin egen og andres sundhed.
- Hvis man har overskud til at gøre noget for andre, bør man gøre det. For når nogen går foran, så kommer andre også, mener hun.
Rikke Kold har samme opfattelse. Som pædagog på Kollund Skole er hun vant til at sætte børnene i gang med fysisk aktivitet. Det er nu ikke fordi hun selv holder sig tilbage.
- Jeg leger også, lyder det fra 62-årige Rikke Kold.
Motionstilbuddet "Gang og styrke i naturen" rammer en trend i tiden, mener hun.
Gåture er in
- Vi vil ud - ud og bruge naturen. Desuden er det in at gå, siger Rikke Kold.
Om det så er med eller uden stave, i stilhed, langt eller kort, alene eller sammen med andre, er sådan set underordnet.
- Vi har alle brug for motion. Foreløbig er der en lille gruppe på en 12-13 stykker, der allerede er gået i gang. Men vi vil gerne have flere med. Ikke for at danne mange hold, men for at udbrede kendskabet til mulighederne. Så kan man jo lave sine egne grupper afhængig af den fysiske form eller hvordan det nu kan passes ind i hverdagen.
Bevæg dig for livet
Bevæg dig for livet er en invitation til fællesskab, motivation og nye idéer til at dyrke idræt og motion. Det starter med den enkelte borger - og involverer hele Danmark.
Projektet støttes af Tryg Fonden, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danmarks Idrætsforbund og Nordea Fonden.
Brugen af Aktiv Spot Kollund er gratis, det koster heller ikke noget at deltage på ét af holdene i "Gang og styrke i naturen", men man opfordres til at blive medlem af Lokalforeningen for Kollund, Sønderhav og Rønshoved.
De to kvinder ved godt, at brugen af redskaberne ved Aktiv Spot kan virke fremmed for især den "voksne" borger.
- Vores generation er ikke vokset op med den type redskaber, erkender Rikke Kold.
Øvelser for alle
Men dels er der udførlige anvisninger til mulige øvelser ved de forskellige redskaber, dels kan man bruge sin telefon til at finde endnu flere instruktioner via QR-koderne på skiltene.
- Dér finder man også gode idéer til øvelser i forskellige sværhedsgrad, og så kunne det jo være, at man finder ud af at det er noget for én, tilføjer Rikke Kold.
Begge vil gerne gøre en aktiv indsats for lokalsamfundet. Rikke Kold og Mie Damgaard viser det ved at fungere som frivillige instruktører for aktiviteten "Gang og styrke i naturen".
- Det er det frivillige, der driver. At man samtidig kommer i form sammen med andre i naturen, er jo så bare en sidegevinst, siger Mie Damgaard.