Annonce
Erhverv

Kometfirma fra Esbjerg fastholdt fodfæstet og leverer overskud på 62 millioner kroner i et kriseår

Det er grund til brede smil i Sports Connection / Skechers domicil på Kvaglundvei i Esbjerg. Virksomheden med Peter Jørgensen i spidsen fik sidste år trods corona og pandemiens påvirkning af detailbranchen et overskud før skat på 62 millioner kroner. Foto: Christer Holte/Sports Connection
Detailhandlen blev ramt hårdt af coronapandemien, men med effektiv krisestyring har Sports Connection formået at afværge de værste følger og sælge flere Skechers-sko i de nordiske lande i 2020.

Esbjerg: Den danske distributør af de amerikanske Skechers-sko i Norden, Sports Connection ApS, har i et vanskeligt år formået at øge omsætningen med over 10 procent og fastholde den høje indtjening fra rekordåret 2019.

I et faldende marked er koncernens omsætning steget til 378 millioner kroner mod 341,3 millioner kroner i 2019, og resultatet før skat er med 62 millioner kroner blot en skosnude lavere end 62,3 millioner kroner året før, fremgår det af en pressemeddelelse.

Administrerende direktør og hovedaktionær i selskabet med base på Kvaglundvej i Esbjerg, Peter Jørgensen, er meget tilfreds med de økonomiske nøgletal.

Annonce

- Vores forretningsmodel har vist sin holdbarhed og modstået de omvæltninger, coronapandemien har udsat os for. Detailhandlen på vores største marked, det danske, blev ramt med en forhammer, da Danmark lukkede ned i marts i fjor, og vi måtte finde løsninger for at bringe alle så godt igennem sundhedskrisen som muligt, siger Peter Jørgensen.

Sports Connection står bag 46 Skechers-butikker, heraf 13 drevet af franchisepartnere, samt de ca. 1.700 forhandlere i Norden. Foto: PR

Sports Connection valgte frivilligt at lukke alle Skechers-butikker i de nordiske lande samt de to i Hamborg for at danne sig et overblik over økonomien og frem for alt sikkerheden for medarbejderne. Efter 14 dage genåbnede de udenlandske butikker med de forholdsregler, der var gældende i de enkelte lande, og de danske medarbejdere forblev en tid hjemsendte på lønkompensation. På koncernniveau var alle indkøb til 2020-sæsonen på spil, og varer blev holdt tilbage og placeret på egne og lejede lagre for at aflaste de 46 Skechers-butikker, heraf 13 drevet af franchisepartnere, samt de ca. 1.700 forhandlere i Norden.


Det ligger ikke til os at klynke, men efter et forrygende 2019 så vi ind i det værste år nogensinde. Personligt er jeg glad for, at jeg havde været igennem finanskrisen og oplevet at stå på kanten af afgrunden.

Peter Jørgensen, adm. direktør og hovedaktionær, Sports Connection


- Det ligger ikke til os at klynke, men efter et forrygende 2019 så vi ind i det værste år nogensinde. Personligt er jeg glad for, at jeg havde været igennem finanskrisen og oplevet at stå på kanten af afgrunden, og at vore dedikerede medarbejdere i samtlige lande i alle dele af virksomheden har stået tæt sammen for at afværge følgerne af den nye krise. Vores normalt tætte fysiske kontakt til Skechers’ hovedkontor i Los Angeles var ikke mulig, og vi måtte lære i højere grad at begå os på Teams, siger Peter Jørgensen.

Stærkt rustet til ny vækst

Sports Connection Holding ApS har ni selskaber i fem lande og måtte tilpasse sig landenes meget forskellige tilgange til at hjælpe erhvervslivet igennem krisen. Den fortsatte vækst i salget gjorde det muligt at øge antallet af medarbejdere med 21 til 165 omregnet til fuldtidsstillinger i regnskabsåret – men faktisk flere end 220 ansatte.

Om Sports Connection

Selskabet blev etableret i 1994 af Marianne og Peter Jørgensen, som fortsat er hovedaktionærer og ejer virksomheden sammen med forretningspartneren Hans De Groot fra Holland.

Firmaet har base i Esbjerg og er eksklusiv distributør af det amerikanske skomærke Skechers i de nordiske lande.

Derudover driver virksomheden Skechers-konceptbutikker over hele Norden samt indtil videre i Nordtyskland. I Norden distribueres Skechers til tæt ved 1.700 forhandlere inden for skobranchen, sportsbranchen samt udvalgte netbutikker.

Peter Jørgensen vurderer, at virksomheden står godt rustet til at gribe nye vækstmuligheder i de næste år. Sports Connection indgik i 2019 en aftale med Skoringen-kæden i Danmark og Norge om at åbne 150 shop in shop-butikker, og den plan blev stort set gennemført i 2020. Derudover blev der åbnet de planlagte fire egne Skechers-butikker, heriblandt Europas største, Skechers Superstore på 850 kvadratmeter i City Nord i Esbjerg.

Peter Jørgensen, adm. direktør og hovedaktionær i Sports Connection. Foto: PR

I 2021 er tre nye butikker og en flytning af butikken i Oslo i proces.

- Vi har i 2020 fastholdt de planlagte investeringer i markedsføring og nye butikker, og vi har trimmet og optimeret logistik, it og andre dele af vores forretning. Modsat konkurrenter har vi også styrket den decentrale struktur med nye salgsmedarbejdere til at understøtte salget på markederne. Jeg er positivt overrasket over, at det har været muligt at fastholde indtjeningen, og det er lykkedes med en øget toplinje og fokus på omkostninger, siger Peter Jørgensen.

Med de senere års stærke resultater er soliditeten styrket væsentligt, og egenkapitalen udgjorde ved udgangen af regnskabsåret 94,8 millioner kroner. Den finansielle styrke skal bruges til at videreudvikle butikskoncepter i egne og eksterne samarbejdspartneres butikker og at øge online mulighederne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Esbjerg

Esbjergenser har tilbragt natten på stationen: Råbte efter politiet og slog betjent i ansigtet

Annonce