Annonce
Rejser

Kommentar: Berejst herre på usædvanlig mission

En af de mænd, Jakob Øster rejste til DR Congo for at møde. Foto: Jakob Øster

Normalt beskæftiger vi os i Rejser med lande og byer, som må formodes at have en vis interesse blandt læserne. Enten fordi de tiltrækker mange turister, eller fordi det er steder, som de drømmer om at besøge, når de har sparet flere penge sammen, har noget at fejre eller simpelthen får tid til at besøge.

Den Demokratiske Republik Congo optræder ikke på nogen af listerne. Alligevel kan du på side 4-6 læse en forrygende historie fra landets hovedstad, Kinshasa. Det er en rejsereportage, men ikke i traditionel forstand. Ingen tip om seværdigheder, udflugter, hoteller, restauranter og så videre. Blot historien om en dansker, der blev så fascineret af et vinderbillede i en stor fotokonkurrence, at han måtte flyve til Kinshasa for at finde nogle ganske bestemte mænd. En beretning, der betog mig så meget, at jeg ikke var i tvivl om, at den skulle deles med læserne.

Forfatteren er ikke en hvilken som helst dansker. Hvis nogen skulle tage på den tur, er det oplagt, at det blev Jakob Øster. Som han skriver på sin hjemmeside, sparer han altid op til den næste tur - og dem har der været mange af. Faktisk så mange, at han i juli kunne fejre, at han havde nået sit store mål som rejsende, nemlig at besøge samtlige 196 lande i verden. Kun omkring 200 andre i hele verden har gennem tiderne præsteret det samme.

Den Demokratiske Republik Congo hed indtil uafhængigheden i 1960 Belgisk Congo og fra 1971 til 1997 Zaire. Det er et af Afrikas største lande og ud fra alle tilgængelige beretninger ikke noget oplagt rejsemål for andre end dem, der søger spænding frem for palmestrande, behagelige hoteller, et rigt udvalg af restauranter og fredelige byer at gå på nattevandring i.

Småkrige synes hele tiden at være i gang mellem en masse militser af forskellig etnisk oprindelse, men først og fremmest kæmper de om rigdomme som guld, diamanter, kobber m.m.

Set med turistøjne er landets store nationalparker den største attraktion, og turismen var før borgerkrigen i fin vækst. Det danske udenrigsministerium har ikke nogen rejsevejledning til Den Demokratiske Republik Congo, men henviser til andre landes vejledninger. Det norske udenrigsministerium fraråder rejser til og ophold i en halv snes provinser, og til resten af landet frarådes rejser, som ikke er strengt nødvendige.

Så for en gangs skyld er det mest oplagte at tage på rejse fra hjemmets bedste stol med Jakob Øster som rejseleder - ham, der turde, hvor andre tøver.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Sønderjyske politikere måtte vælge pragmatisme før principper

Det hører til sjældenhederne, at embedsmænd udtaler sig skarpt og uden omsvøb. Men det gjorde han, direktøren på rådhuset. ”Fuldstændigt utilstedeligt” kaldte Stig Werner Isaksen udvidelsen af Tinglev-virksomheden N.T. Tømrer og Snedkerforretning. Det utilstedelige består ifølge den kommunale direktør i, at en anden direktør, virksomhedsejeren, har udvidet sit firmas fysiske rammer uden at sørge for de nødvendige tilladelser først. Ulovligheder skal selvfølgelig ikke accepteres. ”Med lov skal man land bygge”, som det står skrevet på indgangen til Københavns Byret. Og indlysende er det, at politikernes beslutning om – imod forvaltningens anbefalinger – at godkende Tinglev-virksomhedens udvidelse har nogle åbenlyst indbyggede problematikker. FOR HVILKET SVAR giver man det næste firma, der bryder reglerne lige så klokkeklart, som N.T. Tømrer og Snedkerforretning har gjort? Og hvordan vil den virksomhed, den direktør reagere, hvis embedsmændene også til den tid siger nej, og politikerne modsat nu holder fast i afgørelsen? Forskelsbehandling er blot et af de ord, der falder lige for. Som Stig Werner Isaksen formulerer det: - Jeg kan sagtens forstå politikernes beslutning, men jeg kunne bare ikke anbefale den. DET STOD PÅ ingen måde skrevet i embedsmands-manualerne, at det var den løsning, der blev konklusionen. Politikerne har i denne sag valgt den pragmatiske tilgang: Det ser ikke kønt ud; der er dog noget meget vigtigere på spil: Eller som den socialdemokratiske gruppeformand og borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, konstaterede: - For os handler det om arbejdspladser. Venstres Philip Tietje, der er formand for vækstudvalget for land og by, er på linje. Også han kunne se arbejdspladser forsvinde, hvis politikerne havde fulgt embedsmændenes anbefalinger. SKÅRET IND TIL benet: Politikerne valgte pragmatisme før principper. Arbejdspladser før overholdelse af regler. Naturligvis er politikerne fuldt ud bevidste om dilemmaerne, og de har formentlig godkendt udvidelsen af Tinglev-virksomheden med billeder på nethinden af de problemer, godkendelsen kan skabe for dem senere. Ingen af dem kunne bare have holdt til de konsekvenser, en fastholdelse af den administrative afvisning måske havde resulteret i. ”POLITIKERNE SKYLD I, at virksomhed må fyre”, var en konklusion, der kunne være taget på de sociale medier. Det er selvfølgelig noget sludder, for virksomheden har ikke fulgt reglerne, men den slags kan være svær at forklare over for dem, der af den grund måtte sige farvel til deres arbejdsplads. Politikerne var nødt til at godkende virksomhedens udvidelse på bagkant. Vel vidende at en lignende sag kan dukke op i deres indbakke en anden gang. Og hvad gør de så? GOD SØNDAG

JV Podcast

JV Podcast: Danfoss-fyringer, rekord-opkøb og en enkelt københavner-chef huserer på Als

Annonce