Annonce
Esbjerg

Kommentar: Har kommunen virkelig ikke en pauseknap?

Christian Friis Hansen Foto: André Thorup

Jeg har efterhånden arbejdet som journalist og redaktør i 25 år. Og selv om tiden på den måde går, bliver jeg stadig forbløffet over en hel del af de ting, jeg støder på rent professionelt.

Tag nu sagen om den 27-årige udviklingshæmmede Nikolaj fra Esbjerg, som JydskeVestkysten i den forgangne uge har skrevet om flere gange. Jeg er med på, at de ansatte i embedsværket hele tiden presses af politikerne til at finde besparelser og nye kreative måder at gøre kommunen billigere på. Men alligevel.

Vi taler om en mand, der på grund af sit handicap råder over fire ord. Så har han nogle piktogrammer, som han kan løfte og dermed sende et ikke verbaliseret signal om, at han ønsker det ene eller det andet.

Nå, han har i otte år været tildelt en såkaldt ledsagerordning, så han eksempelvis kan komme i biografen om aftenen eller lignende, og det er gået fint.

Så fint, at kommunen i et brev til Nikolaj ligefrem skriver, at "Vi er opmærksomme på, at du er glad for ledsageordningen, og at du gør brug af ordningen. Vi er opmærksomme på, at du ikke selvstændigt vil kunne komme til aktiviteter, som har din interesse".

Med andre ord, noterer kommunens folk altså specifikt, at de er opmærksomme på, at Nikolaj er glad for denne ordning og har brug for den.

Og det gør de i det brev, hvori de indkalder Nikolaj til møde på kommunen, fordi de vil tage ordningen fra ham. Med følgende begrundelse: "Vi lægger vægt på, at du ikke selvstændigt giver udtryk for, hvad du ønsker at bruge ledsageordningen til.(..) Vi vurderer, at du ikke efterspørger at komme ud til frit valgte aktiviteter."

Og så er det, at vi vender tilbage til overskriften og indledningen på denne kommentar, for man kan trods en del år i branchen stadig undres: Er da da ikke bare ét menneske på kommunen, der er udstyret med en kæmpe stor pauseknap. Et menneske, der i sager som denne kunne række fingeren op og spørge, om kommunen mon er på vej til at gøre noget fornuftigt her?

Jeg mener, brevet er jo tydeligvis ikke et autogenereret brev, hvor man kunne tale om en smutter á la den 102-årige, der bliver kaldt til børnetandlæge. Nej, brevet er ganske personligt, for man har gjort sig umage med blandt andet at understrege, at Nikolaj er glad for ordningen.

Man kunne ønske sig, at følgende samtale havde fundet sted mellem er par kolleger på kommunen:

"Du Tove, nu har Nikolaj her jo haft ledsageordning i otte år"

"Ja, Anders?"

"Og nu skriver vi til ham, at han ikke længere kan få denne service, fordi han ikke selvstændigt efterspørger den."

"Ja, Anders, har du en pointe?"

"Det er bare fordi, han kan jo ikke rigtigt sige noget - han kan fire ord - men store dele af vores brev er ét langt argument for, hvorfor ordningen er givet til ham. Og der kan det jo virke lidt mærkeligt at vi så tager den fra ham. Og samtidig indkalder vi ham til et møde på kommunen, hvor han ikke engang kan finde op uden sin ledsager. Jeg er bange for, at vi halter lidt på logikken her."

"Det kan du måske godt have ret i, Anders, måske vi lige skulle ringe til en ven".

Nu har formanden for Borger & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Henrik Vallø (Borgerlisten), på sin vis trykket på denne pauseknap ved at hasteindkalde til et møde, hvor sagen så skal revurderes, og det kan man da kalde velanbragt.

Et godt gær er, at Nikolaj nok skal beholde én eller anden form for ledsageordning, og så kan den sag slutte.

Men man sidder tilbage og håber, at der i de kommunale forvaltninger lidt oftere vil finde samtaler sted, som den fiktive gengivet ovenfor.

Vi har nemlig brug for, at der bliver trykket på pauseknappen engang imellem.

Annonce
Er da da ikke bare ét menneske på kommunen, der er udstyret med en kæmpe stor pauseknap. Et menneske, der i sager som denne kunne række fingeren op og spørge, om kommunen mon er på vej til at gøre noget fornuftigt her?
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

55 til 80 ejendomme risikerer at skulle lade livet ved ny Hærvejsmotorvej

Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Annonce