Annonce
Rejser

Kommentar: Når store rejsedrømme bliver til virkelighed

Familien nyder udsigten over Horseshoe Bend. Fra venstre Gustav Bech Abel, Asta Bech Zachariassen, Hampus Bech, Tobias Bech Zachariassen, Theo Bech, Nille Bech, Bertram Abel. Foto: Tilde Twile

”Jeg holder af hverdagen” blev den danske forfatter Dan Turèll kendt for at sige. En sætning fra et af hans digte, som hyldede den helt almindelige dagligdag, og som jeg er sikker på de fleste danskere har hørt før. Og ikke mindst minder sig selv om en gang imellem. Især når vækkeuret ringer mandag morgen, og de tumler ud af sengen for at tage det første skridt ind i det velkendte hamsterhjul.

Jeg tror også, de fleste danskere har haft tanker om at træde ud af hjulet og drømme om at rejse ud for at opleve verden. Udlængslen gnaver, men for de flestes vedkommende bliver den omsat til en uges ferie et sted i Europa eller – hvis det skal være vildt - til en tre ugers rundrejse på den anden side af ækvator. Det er som regel også, hvad der passer ind i ens arbejde og børnenes skolegang. Og så kræver det desuden en vis portion af mod at bryde med status quo og efterlade alt bag sig i et langt stykke tid.

Sådan et mod har ægteparret Troels og Nille Bech. En dag kiggede de hinanden dybt i øjnene og spurgte, hvad det egentlig var, de allermest havde lyst til. Svaret var at rejse Jorden rundt. Og ikke kun som et par. De ville have deres familie med. Den tæller en flok på 11 inklusive dem selv, børnene og en søns kæreste. Familien Bech har gjort drøm til virkelighed. De har solgt deres hus, og det næste års tid kan de kalde destinationer som Galapagos, New Zealand og Thailand deres hjem.

Vi er med på jordomrejsen i Rejser, for familien sender med jævne mellemrum beretninger om deres tur til magasinets sider. Ikke kun om seværdigheder og attraktioner, men også om oplevelsen af at rejse som en stor familie, der består af flere generationer. De skiftes til at føre pennen, og den første til at berette om de tre første uger er 19-årige Oscar Abel. Han fortæller om omvæltningen fra at sidde midt i en festlig studenterkørsel til et par uger efter – på både godt og ondt - at dele autocamper og oplevelser med sin familie på rejsens første stop, USA.

Hvis man ikke står i en situation, hvor man er i stand til at tage ud i verden, er det næstbedste for mit vedkommende at læse om det. Derfor ser jeg allerede frem til næste gang, vi hører fra familien Bech.

Annonce
Mette Pørtner Jensen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Marcus Knuth er en gemen mandattyv

Marcus Knuth blev onsdag De Konservatives nye udlændingeordfører samt integrations- og indfødsretsordfører. Det er der bestemt ingen grund til at ønske tillykke med. Den politiske belønning er nemlig aldeles ufortjent. Naturligvis er det fuldstændig legitimt, hvis Marcus Knuth ikke længere har følt sig hjemme i Venstre og derfor skifter til De Konservative. Til gengæld er det målt med moralske alen helt utilstedeligt, at politikeren blot fortsætter i Folketinget, som om intet var hændt. Den 5. juni i år sendte vælgerne 43 repræsentanter for Venstre ind i Folketinget. Så vidt vides har der ikke efterfølgende været et nyt valg. Derfor er de 43 mandater fortsat Venstres. Partihop er beklageligvis ikke helt så sjældne i dansk politik. Som regel er mønstret det samme – afhopperne tager deres mandater ind i det nye parti. Opfattelsen af, at politikerne så at sige ejer deres mandat er hinsides enhver sund fornuft. Mandatet tilhører de vælgere, der har udpeget den pågældende. Ved Folketingsvalget satte godt 9500 vælgere deres kryds ved Marcus Knuth. Det gjorde de givetvis i forventning om, at deres tillidsmand på tinge ville arbejde for Venstres dagsorden. Den tillid er nu gjort til skamme. Eneste anstændige beslutning er at forlade sin politiske tillidspost, hvis man af den ene eller anden grund kommer på kollisionskurs med sig parti. Så kan suppleanten nemlig rykke ind og fortsætte arbejdet for den liste, som vælgerne har peget på. Havde Marcus Knuth draget denne rette konsekvens, ville det aftvinge respekt. Det havde herefter stået ham frit for eventuelt at stille op som konservativ kandidat ved næste Folketingsvalg, hvor han måske endda havde haft rimelige muligheder for atter at blive sendt afsted til Christiansborg. I stedet har Marcus Knuth nu slet og ret gjort sig skyldig i gement mandattyveri, hvor han har sat sine egne interesser over vælgernes. Den slags bidrager til en politikerlede, som i dette tilfælde er absolut berettiget.

Annonce