Annonce
EfB

Kommentar: Nyttige øretæver til EfB

Kasper Pedersen, der fik debut mod OB torsdag, er seneste tilføjelse til truppen, men den må under omstændigheder forblive den eneste, hvis EfB skal stå godt rustet til både foråret og den tilværelse i superligaen, der måske venter efter sommerferien. Foto: EfB

Reaktionerne oven på EfB’s store nederlag til Randers og OB i de første to træningskampe i 2021 har været forudsigelige. Og forståelige.

En kollektiv bekymring blandt tilhængerne over, hvordan i alverden dette hold skal kunne klare sig i superligaen efter sommerferien iblandet ønsker om forstærkninger her og nu.

Bekymringen er velbegrundet – ønsket er på sin plads.

Og måske det i virkeligheden har været meningen med det hårdt pumpede kampprogram op til den nye sæson med fire af fem kampe mod superligahold?

Jo, træneren har da helt sikkert ret, når han siger, at det er vigtigt at komme op i tempo inden de afgørende kampe i 1. division i foråret, men man kan samtidig have de herrer Kristjansson og Nagel – træner og sportschef – mistænkt for at have en underliggende dagsorden om at åbne øjnene på alle – inklusive klubbens ledelse.

For de, der sidder på pengekassen kunne jo have fået den fejlagtige opfattelse, at når man kan vinde otte kampe i træk i 1. division, er der ikke brug for forstærkninger.

Herregud, det går jo fint. Vi vinder og vinder, hvad er problemet?

Jo tak, det gik fint, men mere end fint gik det jo heller ikke. Det var jo ikke sådan, at EfB blæste modstanderen af banen i ret mange af de otte kampe – det var solidt, men det var bestemt ikke prangende, og det indikerede på ingen måde, at oprykningen er en selvfølge.

Ligesom det da slet, slet ikke indikerer, at denne gruppe af spillere er god nok til at blive i superligaen, hvis det skulle ende med en oprykning.

På den måde ville det værste, der kunne være sket i de første to kampe mod Randers og OB, faktisk have været, hvis EfB havde vundet. Det kunne have forstærket indtrykket af, at status quo er godt nok. Også hos spillerne.

Der vil være en og anden på EfB-holdet, der har fået sig en gedigen forskrækkelse over, hvor galt det kan gå mod nogle af de bedre hold i landet. Og det er sundt nok. Det er det niveau, I skal op på, hvis I skal bestå i superligaen og have en plads på dette hold om et halvt år.

Man skal aldrig overvurdere resultater af træningskampe, men en vis værdi tillægger man dem altid, og de kan i værste fald sløre billedet af holdets virkelige styrke.

Jeg husker alt for godt, da EfB op til forrige sæson slog FC Midtjylland 2-0 i en træningskamp. Minderne om bronzemedaljerne var stadig friske – i øvrigt hentet efter 2-1 mod samme modstander på udebane – der var ikke noget at sige til, at succesen steg spillerne til hovedet.

Men dengang stod sportschef Jimmi Nagel Jacobsen faktisk ude på sidelinjen og ærgrede sig lidt over den træningssejr over FC Midtjylland, for som han siden fortalte, var den kamp egentlig blevet arrangeret for at få en ordentlig røvfuld inden sæsonstarten og dermed slå en gryende arrogance og lidt for voldsom tro på egne evner ned.

Det skete ikke, og vi ved alle, hvad der siden skete. Inden spillere og træner fandt ud af, at de ikke var så gode, som de gik og troede, var det begyndt at gå så galt, at det ikke kunne rettes op igen.

Den fejl er der – forhåbentlig – ingen i EfB, der laver igen.

Jo, det var flot at vinde otte kampe i træk i efteråret, det var faktisk en helt igennem fornem præstation at hente 38 point i 16 kampe med en ny træner, skader på markante positioner og et hold, der først blev sammenspillet ret sent, men de sejre er, som de siger sydpå, ”Schnee von gestern” – de var point værd, men fremadrettet giver de ikke garanti for noget som helst.

Ingen skal på den baggrund bilde sig ind, at oprykningen bliver en formalitet.

Og ingen kan længere lukke øjnene for, at hvis dette projekt skal være holdbart på både den korte og den lidt længere bane, skal holdet forstærkes. Markant.

Derfor kan øretæverne mod Randers og OB have været lige så nyttige, som de var smertefulde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce