Annonce
Kultur

Kommentar: Selv en smuk fest må ikke hvile på laurbærrene

Vejret var en af årets helt store udfrodringer for årets Smukfest i Skanderborg, men alligevel lykkedes det at skabe en fest langt det meste af tiden. Her er det publikum til Liam Gallagher-koncert. Foto: Axel Schütt
Vejrguderne var ikke på 40-års-jubilarens side, men med kyndig erfaring, effektivitet og humør gik det hele alligevel. Smukfest bør dog stramme ballerne, mener tre af de journalister, der dækkede festen i Bøgeskoven. Læs deres vurdering her.

Den fyrretyvende festival i Bøgeskoven ved Skanderborg er netop slut, og selv om regnen med jævne mellemrum sendte kaskader af vand ned over de dagligt 55.000 besøgende, endte det hele alligevel, som det skulle.

Selve festen blev igen den helt store vinder, og samlet set må vi nok engang kalde Smukfest en succes med mainstream-musik for enhver smag og oplevelser og underholdning for Gud og hvermand. En folkefest.

Men - for der er et men - hvis den i de næste 40 år fortsat skal blande sig i toppen af landets bedste festivaler, skal den lige stoppe op en tur og se indad. Hvor er den på vej hen, hviler den for meget på laurbærrene, og hvordan bevarer den sin identitet?

Vi har set på en håndfuld emner, hvor der både er plads til ris og ros.

Annonce

1. Musikken

En af Smukfests helt store kompetencer er at samle folk på tværs af generationer, og i år var ingen undtagelse. The Minds of 99, Nephew, Nik & Jay, Suede, Saveus og topnavnet Robbie Williams gjorde det alle i bedste stil.

Men generelt var der alt for meget metervare og alt for mange rytmer, der var flade som en pandekage og ikke mættede hjernerne. Og bare fordi man er på festival, behøver hjernen ikke at blive slået helt fra.

Vi vil opfordre til at tænke mere fremad, så musikken rigtig kan stikke af. Hvordan kan vi få Rihannas, Becks og Sias musikalske lillebrødre og -søstre til at komme og spille den nye musik? Gerne mere af Jadas gode pop, og mindre fund fra de hengemte skuffer - Dodo & the Dodos har vi hørt.

Og der skal være mindre mandeklub. Ind med flere kvinder - det siger sig selv! Tænk engang, der var nul kvindelige hovednavne på plakaten ... Og man skulle se langt efter kvindelige musikere, også i bandsene, på de fire scener.

På med tænkehatten, og drop laurbærkransen.

2. Pladsen

Smukfest har 40 års erfaring i at tilpasse sig vejret, og det mærkede man tydeligt i år, da regnen skabte udfordringer. Stor ros for uden tøven at rykke ud med de nødvendige remedier, der gjorde alting lettere for gæsterne, og for altid at forsøge at forbedre indretningen og fremkommeligheden på den store festivalplads.

De nye gennemgange fra området ved Bøgescenen virker dog ikke helt gennemtænkte. Alt for stejle og med (store) småsten som underlag er de nærmest en dødsfælde for berusede festivalgæster - især i glat føre som i år.

Ofte roser vi også Smukfest for at tænke i nye pudsigheder og finurligheder, som netop er noget af den røde tråd i festivalen, og som er lykkedes så godt i årtier.

I år sad den altså bare ikke lige i skabet. En mindelund for Kim Larsen var nærmest latterlig og uværdig, Ønskeøen som et nyt område var middelmådig, og installationen "Smukfest Real Time" var usynlig og uforståelig.

Det er, som om der mangler selvkritik, og at idéerne ikke bliver fulgt helt til dørs. Måske bør festivalen tænke endnu større tanker. For når niveauet er som i år, kommer den til at fremstå både provinsiel og røvballeagtig.

3. Maden

Det er på tide at ruske op i maden på Smukfest - det er alt for meget det samme år efter år, og der er alt for få tilbud, der svarer til den tid, vi lever i. Med Jordens klimaudfordringer bør en festival af denne størrelse være et forbillede. Kig mod nord og Aarhus, hvor Northside har bæredygtighed og økologi øverst på menuen.

Der er enkelte positive tiltag, men der bør tænkes endnu grønnere tanker. Ikke blot et bedre samarbejde mellem boder og restauranter for at undgå madspild, større krav til råvarerne og deres baggrund, men også gerne krav om stolthed og glæde langet over disken i samme portion som maden.

Drop nu al den ligegyldige mad, der hører et tidligere årti til, og tænk i nye baner og nye smage, der vil gavne ikke blot festivalen og dens gæster, men også miljøet og klimaet.

4. Jubilæumsfejring

Der har med stigende intensitet de sidste to år været lagt op til en fejring af 40-års jubilæet, der ville give genlyd langt udover den grønne skovs grænser. Vi så skilte og plakater og hørte en masse snak, men ellers var det ikke noget, vi lagde mærke til. Hvor var festfyrværkeriet både bogstavelig talt og i overført betydning? Hvor var den farverige historie udover på plancher og plakater, og hvor var den ekstra gejst og energi, der skulle gøre festival nummer 40 til noget særligt?

Jovist, der var som to gange tidligere i historien en jubilæumskoncert, men udover lidt stjernedrys her og der blev den gabende lang og uopfindsom. Hverken den røde tråd eller det overraskende moment var at finde, og til sidst blev det bare tåkrummende amatøragtigt med Martin Brygmann og Brødrene Olsen (hvad i alverden skulle de her?) som rosinerne i pølseenden.

Den Smuk-parade og ølstafet, Fadfetten, der skulle skyde fejringen i gang, endte med at være en lunken fis, som publikum aldrig rigtig opdagede (eller lugtede).

Hvor kunne man dog have gjort meget for at markere milepælen. Men Smukfest 2019 blev bare en Smukfest som de foregående, og det var en skam.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce