Annonce
EfB

Kommentar: Tre grunde til, at EfB bør finde en ny sportschef

Jimmi Nagel Jacobsen har en bronzemedalje, en nedrykning og en glippet oprykning på sin samvittighed som sportschef - det er en forsimplet måde at stille tingene op på, men det fortæller meget godt, at minusserne er flere end plusserne. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Det er en helt og aldeles normal og gængs automatreaktion at gå efter de øverste ansvarlige i en fodboldklub, når resultaterne svigter.

Nogen skal stilles til ansvar – hoveder må rulle.

Langt fra altid en automatreaktion, der bunder i sund fornuft, men måske mere en slags desperat ”jamen, der skal jo ske noget”-holdning.

Annonce

Og på den måde har mangt en fodboldklub efter pres fra omgivelserne droppet den altid vigtige kontinuitet blot for at signalere handlekraft.

Det er dog efter min bedste overbevisning ikke en automatreaktion, hvis EfB vælger at skifte ud i den øverste sportslige ledelse og tage afsked med sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, efter at oprykningen reelt er kikset.

Klubben har ledelsesmæssigt fået en ny start med de amerikanske investorer – de har afstukket en ny, organisatorisk og sportslig kurs – og argumenterne for at holde fast i sportschefen Jacobsen bliver bare sværere og sværere at få øje på. Hvis de overhovedet er der.

Jeg anfægter på ingen måde sportschefens utrættelige arbejde og har kun respekt for den måde, han altid har håndteret den til tider hårde kritik på, men ikke desto mindre er der tre vægtige argumenter for at indsætte en ny mand på posten.

Resultaterne er det første og det vel nok vægtigste argument.

Dem bærer sportschefen naturligvis sin væsentlige del af ansvaret for, al den stund han er den øverste sportsligt ansvarlige og har ansvaret for at sammensætte truppen.

Vel er det ikke Jimmi Nagel Jacobsens skyld, at EfB ikke kan dække op på dødbolde i Viborg eller ikke kan score på en kæmpe chance i Silkeborg, men skæverterne har over de seneste tre sæsoner bare været flere end pletskuddene.

Jimmi Nagel Jacobsen var en af arkitekterne bag bronzesæsonen, og det fik han vel aldrig nok kredit for, men siden har der meget lidt godt at berette med ansættelsen af Lars Olsen og det forkvaklede redningsforsøg med et væld af lejesvende i foråret 2020 som de dårligste beslutninger.

EfB har simpelt hen ikke fået nok værdi for pengene, og det skrevet uden at kende hverken spillerlønninger eller transfersummer – blot konstateret, at pointene ikke har stået mål med udgifterne.

Kommunikationen er det andet argument.

Noget af det, talsmanden for de amerikanske investorer, Paul Conway, slog allermest på i sine første interview om EfB, var at forbedre klubbens ansigt udadtil.

At EfB skal være bedre til at sælge sig selv.

At EfB skal være en synlig og kommunikativ stærk del af lokalsamfundet.

Det er bare ikke Jimmi Nagel Jacobsens spidskompetence. Han er som type introvert, han blæser ikke en forsamling bagover med sin retorik, han vender hvert et ord, inden han siger det, og virker ikke til at føle sig tryg ved hverken opmærksomhed eller presse.

Han er hårdt arbejdende på de indre linjer, og når han får kritik, reagerer han ved at arbejde endnu hårdere – i det skjulte.

Min påstand er, at en type som Troels Bech – bare for at nævne et navn – var havnet i markant mindre modvind ved akkurat de samme handler og handlinger, fordi han bare forstår at sno pressen og offentligheden om sin altid veltalende lillefinger.

Dermed ikke sagt, at dårlige handlinger udelukkende kan eller skal forsvares med smarte bemærkninger, men hvis EfB skal sælge sig selv med ord, hvis EfB mener det alvorligt med at søge dialogen med omverdenen, er det uhyre vigtigt, at den øverste ansvarlige på det sportslige område er mand for at finde de rette ord.

Rollen som klubbens samlende figur er tredje argument.

En sportschefs identitet og rolle i en fodboldklub kan defineres på mange måder, men i EfB’s tilfælde skal han være en samlende figur i klubben. Hele klubben.

Han skal være manden, der ved, hvad der rører sig i alle lag, han skal være manden, ungdomstrænerne altid kan komme til, han skal være manden, der som noget helt naturligt står og smalltalker med forældrene til en U12-kamp.

Han skal kort sagt være klubbens faderfigur og ansigt udadtil.

Det er Jimmi Nagel Jacobsen ikke.

Fordi sådan er han ikke som type.

Og sådan en type har EfB ikke haft, siden Niels Erik Søndergård var fungerende sportschef – ganske vist uden titel.

En type som Claus Steinlein er for mange nok lidt for designerbrille-smart, men man skal ikke underkende hans værdi på de indre linjer. Han tegner butikken i FC Midtjylland. Han samler klubben. Han snakker med alle. Høj og lav. Ung og gammel.

Det samme gjorde Lynge Jakobsen i sin tid i AaB. Han var Mister AaB. Han kendte klubben, han levede med klubben, han var klubben.

Hverken Ted van Leeuwen eller Jimmi Nagel Jacobsen havde eller har på den måde klubben inde under huden, men det er der brug for i en brydningstid som denne.

Der er brug for ny energi, der er brug for nye ideer, der er brug for nye visioner.

Og den slags skal komme oppe fra.

Derfor er der også brug for en ny sportschef.

Næste skridt er så bare lige at finde ham...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce