Annonce
Esbjerg

Kommunal brøler: 100 handicappede har betalt millioner for rengøring ved en fejl

Rengøringen har kostet borgere med handicap op til 17.000 kroner, hvoraf nogle slet ikke skulle have betalt. Genrefoto: Søren E. Alwan
Først afkrævede Esbjerg Kommune svært handicappede betaling for mad, nu viser det sig, at de også uretmæssigt er blevet afkrævet en millionbeløb for rengøring. Kommunen må igen betale store beløb tilbage til borgerne.
Annonce

Esbjerg: Godt 100 handicappede borgere skal have 3,5 millioner kroner tilbage fra kommunen. Det store beløb er de ulovligt blevet afkrævet som betaling for rengøring gennem tre år.

Lyder sagen bekendt, så er det, fordi handicappede sidste år også fik penge tilbage - dengang for ulovligt opkrævet betaling for mad.

Million-miseren med fejlagtigt opkrævede madpenge blev afdækket i 2019. Men nu viser det sig, at en gruppe handicappede i botilbud i årevis også har betalt for rengøring, selv om de ikke skulle.

- Det er uheldigt at nogle har betalt for meget for rengøringshjælp. Men heldigvis blev fejlen opdaget, og vi retter den nu. De skal have deres penge tilbage, så de får udbetalt et pænt beløb, siger næstformand i Social & Arbejdsmarkedsudvalget Hans Erik Møller (S).

Han understreger, at dem, der har betalt for lidt, ikke får en ekstraregning.

Annonce

47.000 kroner retur

Kommunen kigger nu tre år tilbage, og handicappede, der fejlagtigt har betalt for rengøringshjælp, vil få 47.000 kroner tilbage for de tre år.

127 handicappede borgere skulle ikke have betalt for for rengøring, og Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Økonomiudvalget har indstillet, at de 102 fra Esbjerg Kommune skal have tilbagebetaling. Den endelig beslutning ligger i byrådet.

At rette fejlen vil koste en tillægsbevilling på 3,5 millioner kroner til Social & Arbejdsmarkedsudvalget. Men samtidig betyder det en merudgift på 900.000 kroner årligt i fremtiden, hvis ikke serviceniveauet for støtte til rengøring sænkes.

Annonce

Millionregning i fremtiden

De 900.000 kroner er afsat i budgetforslaget, der behandles af politikerne i disse dage. Det sker, fordi kommunen må skyde en hvid pil efter en del af betalingen fra borgerne i fremtiden.

I budgetforslaget for de næste fire år koster det 3,6 millioner kroner ekstra, fordi kommunen ikke kan kræve betaling for rengøring hos disse handicappede borgere.

Der er dog en kattelem: Hvis man sænker serviceniveau for rengøring i botilbuddene og strammer op på, hvem der skal have betalt rengøring, kan udgiften blive mindre. Esbjerg har regnet med en times ugentlig rengøring, i en anden større by gives der kun 15 minutters rengøring pr. uge.

Efter opstramningen vil 64 borgere stadig få økonomisk støtte til rengøring, som samlet vil koste de 900.000 kroner årligt - med 45 minutters ugentlig rengøring.

På det punkt håber Hans Erik Møller, at serviceniveauet med de nye retningslinjer ikke vil falde.

Dyr regning for rengøring

  • Der er uretmæssigt opkrævet mellem 7.000 og 17.000 kroner årligt pr. person.
  • En times ugentlig rengøring koste 15.600 kroner om året.
  • Der vil maksimalt ske en tilbagebetaling på 47.000 kr. pr. borger, der uretmæssigt er opkrævet betaling i tre år.

Det har samtidig vist sig, at der er stor forskel på, om borgerne betaler for rengøring eller ej - uden at det er begrundet i borgerens funktionsniveau. Forvaltningen har derfor lavet nye regler for rengøring:

Hvis borgeren selv kan gøre rent, får vedkommende ikke økonomisk støtte til rengøring.

Hvis borgeren selv kan gøre rent, men ikke ønsker det, må borgeren selv betale for rengøring.

Hvis borgeren kan gøre rent i egen bolig med støtte, skal borgeren og medarbejdere på bostedet sammen gøre rent.

Hvis borgeren ønsker et højere serviceniveau end Esbjerg Kommunes serviceniveau, betaler borgeren den del af udgiften.

Hvis borgeren ikke kan gøre rent, gør personale eller rengøringsservice rent, og borgeren får ingen udgift. Kun i dette tilfælde vil kommunen altså skulle betale i fremtiden.

Radio4 Morgen spurgte fredag Hans Erik Møller (S), næstformand i Social- og Arbejdsudvalget i Esbjerg Kommune, om hvorfor de sårbare borgere har betalt regningen. Lyt med her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce