Annonce
Sydjylland

Kommunalordfører på genvalg slår fast: Vi skal have et Danmark i bedre balance

54-årige Susanne Eilersen har nydt de seneste fire år som folketingspolitiker, og derfor stiller hun op igen. - Man synes, at man er med til at gøre en forskel. Det er en stor tilfredstillelse for mig at være et bindeled for borgerne. At lytte til folks problemstillinger og så tage det med til forhandlingsbordet. Foto: Anders Eilersen
54-årige Susanne Eilersen (DF) håber, at hun med endnu en periode i Folketinget kan være med til at sikre flere syd- og sønderjyske interesser. Først og fremmest vil hun stå fast på, at der skal laves en kommunal udligningsreform, som skal sikre bedre balance i Danmark.

Kandidat: Livet som politiker bag murene på Christiansborg har bestemt ikke skræmt 54-årige Susanne Eilersen (DF) fra Fredericia. Tværtimod har de seneste fire år som folketingspolitiker givet en erfaring og robusthed, som hun håber at kunne tage med sig i den kommende valgperiode. Derfor stiller hun igen op som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Billund-Vejen Kredsen i Sydjyllands Storkreds.

Det politiske hjerte banker for en ny udligningsreform, lyder det fra Susanne Eilersen, der blandt andet er kommunalordfører for Dansk Folkeparti. En sådan reform skal omfordele penge mellem kommuner for at sikre, at hele befolkningen, uanset hvor man bor, har samme adgang til velfærdsydelser i form af blandt andet uddannelsesmuligheder og velfungerende infrastruktur, mener politikeren.

Susanne Eilersen sad med ved bordet, da den tidligere planlagte udligningsreform til manges store ærgrelse faldt til jorden for godt et år siden. Det vil hun ikke se gentaget, uanset farven på den næste regering.

- Uanset hvad, vil jeg sætte personen for bordenden til ansvar for, at vi skal have en ny udligningsreform. Det er en kæmpe opgave at få et Danmark i balance.

Annonce

Susanne Eilersen

  • Født den 24. august 1964, nu 54 år.
  • Hun er opvokset i Grenå, men har boet i Fredericia de seneste 23 år med sin mand og tre sønner, der i dag er voksne. Farmor til to børnebørn.
  • Susanne Eilersen er uddannet i butik og har en merkonom i regnskab.
  • Fra 2001-2014 var hun regnskabsassistent på Trinity Hotel og Konferencecenter ved Fredericia. Efterfølgende har hun været fuldtidspolitiker.
  • I 1998 meldte hun sig ind i Dansk Folkeparti, og hun har siden 2010 været byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Fredericia Kommune. Fra 2014 har hun været 1. viceborgmester, og fra 2014-2015 var hun ligeledes medlem af regionsrådet i Syddanmark.
  • Hun sad i hovedbestyrelsen for Dansk Folkeparti fra 2004-2015, hvor hun trak sig fra, da hun blev medlem af Folketinget.
  • I foråret 2015 var hun som stedfortræder for Anita Christensen midlertidigt medlem af Folketinget. Fra 18. juni 2015 valgt som medlem af Folketinget.
  • Fritiden bruges med familien. Gerne i sommerhuset, hvor hun nyder at læse og gå ture ved vandet. Hun rejser også gerne på kulturelle storbyferier.

Vil bruge sin erfaring

Selvom Susanne Eilersen de seneste fire år har været den nye pige i klassen på Christiansborg, er hun bestemt ikke en debutant i politik.

Siden 2010 har hun været byrådsmedlem i Fredericia Kommune, og siden 2014 har hun ligeledes været 1. viceborgmester. Det har hun også været, mens hun har siddet i Folketinget. Det har fungeret fint, mener hun selv, men hun er alligevel usikker på, om det vil kunne lade sig gøre i endnu en valgperiode.

- Jeg har endnu ikke taget stilling til det næste kommunalvalg, hvis jeg bliver valgt til Folketinget. Lige nu er jeg heldig med, at Fredericia har en borgmester, der er glad for at have det link til Christiansborg, som jeg er. Men det er klart, at hvis jeg havde en tung ordførerpost, så kunne det ikke lade sig gøre.

Det ser svært ud

Trods den politiske erfaring har Susanne Eilersen måtte lære fra ny som folketingsmedlem. Når nogen spørger, siger hun, at det er som at tage en længerevarende uddannelse.

- Det første år er et læreår. Selvom man kommer ind som garvet politiker, så er alt nyt. Procedurerne er anderledes, der er mere bureaukratiske veje, som hvordan man laver spørgsmål til en minister eller indkalder til samråd. Og det tager det meste af en valgperiode at opbygge et netværk, siger hun og fortsætter:

- Derfor får jeg forhåbentligt også en anden periode, så jeg i højere grad kan bruge det netværk, de værktøjer og den erfaring, jeg har fået.

De seneste meningsmålinger viser dog, at Dansk Folkeparti står til at miste over en tredjedel af de stemmer, partiet fik ved sidste valg. Susanne Eilersen er da også klar over, at det kan blive svært igen at sikre sig en plads i Folketinget.

- Det ser sværere ud, men jeg er stadig optimist, Jeg vil fortsat kæmpe for det, jeg tror på, og jeg ændrer ikke noget.

Lussing

Hun mener ikke, at partiet selv er årsag til den spåede vælgerlussing. I stedet skyldes det, at det som et parti tæt på regeringsmagten kan være svært at markere sig og vise vælgerne, hvad man egentlig står bag af gennemført politik, mener Susanne Eilersen. At der samtidig er opstået flere partier, som profilerer sig inden for asyl- og udlændingedebatten, gør det ikke nemmere.

- Vi har ikke ændret os. Men når man er et etableret parti, tager man ansvar for hele samfundsøkonomien. Så kan man ikke længere sidde ude og være et protestparti, siger hun.

Susanne Eilersen vil især kæmpe for en ny togbane fra Vejle til Billund, som både var en del af Togfonden i 2014 og den trafikaftale, der blev indgået for nyligt mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Banen skal efter planen gå forbi både Billund Lufthavn og Legoland. Desuden har hun også sat tilblivelsen af Hærvejsmotorvejen, bevarelsen af Zeppelin-flyhangaren i Tønder og endnu flere penge til bekæmpelse af forureningen i Grindsted på sin politiske ønskeliste.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce