Annonce
Indland

Kommune lukker foreningslivet efter stigning i smittetal

Det er specielt hos de 10 til 19-årige, at nogle kommuner oplever stigende smittetal. Derfor lukker Herlev kommune nu for foreningslivet resten af året, mens Vordingborg Kommune opfordrer til det samme. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Herlev Kommuner lukker for foreningslivet og i Vordingborg opfordrer man til det samme efter stigende smitte.
Annonce

To sjællandske kommuner lukker eller opfordrer til at lukke foreningslivet resten af året.

Det sker, efter at man i kommunerne har oplevet en stigning i antallet af smittede med coronavirus den seneste uge. Specielt blandt unge.

I Herlev Kommune lukker man for alle kommunale idrætsanlæg og alle holdaktiviteter i fritidstilbud frem til 2. januar. Det skriver TV 2 Lorry.

Kommunen har det højeste antal smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn i hele landet. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det såkaldte incidenstal er på 445,7 smittede per 100.000 indbyggere for ugen. 40 smittede af i alt 129 er mellem 10 og 19 år.

Ifølge borgmester i Herlev Kommune Thomas Gyldal Petersen (S) er det sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som på et møde med de 17 hovedstadskommuner tirsdag sagde, det var en god ide at sende idrætten på tidlig juleferie.

I Vordingborg opfordrer kommunen foreningslivet til at indstille deres aktiviteter resten af året. Det skriver TV 2 Øst.

Kommunen har den seneste uge haft en stigning i antal smittede på 120 personer. I alt er 370 personer er testet positive i kommunen siden pandemien startede.

Af de 120 personer er halvdelen mellem 10 og 19 år. 41 af dem er fra gymnasier i kommunen.

Derfor sendte de pågældende uddannelsesinstitutioner torsdag alle elever hjem med en opfodring om at blive testet.

Fra mandag er det kun tilladt at være 10 personer til idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år i 17 sjællandske kommuner.

Det er en af flere restriktioner, der blev pålagt kommunerne efter stigende smittetal.

I resten af landet er det fortsat tilladt at være 50 personer samlet til idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Se Danmark: Bobler holder isen i ave

Annonce