Annonce
Tønder

Kommune og erhvervsliv skal drøfte turismesamarbejde

Hensigtserklæringen om destinationssamarbejdet blev bragt op på økonomiudvalgsmødet igen af Rømø-Tønder Turistforening. Nu vil man dog - modsat kommunaldirektørens indstilling - fortsætte processen, men holde drøftelser med turistforeningen om formen på et eventuelt samarbejde mellem Fanø, Esbjerg og Tønder Kommuner. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Processen fortsætter. Det blev udfaldet af onsdag morgens økonomiudvalgsmøde, hvor et enigt udvalg besluttede, at Tønder Kommune alligevel fortsætter processen omkring den hensigtserklæring om et destinationssamarbejde, som i øjeblikket er i gang. Indstillingen var ellers at sætte samarbejdet i bero.

TØNDER KOMMUNE: Nye drøftelser skal udstikke retningen for Tønder Kommunes plads i et scenarie, hvor Tønder, Esbjerg og Fanø Kommuner går sammen i et destinationsfællesskab. Det står klart, efter onsdagens møde i økonomiudvalget, hvor indstillingen ellers var at sætte samarbejdet i bero.

Udfaldet er efter mødet i stedet blevet, at man fortsat bakker op om den hensigtserklæring, der er underskrevet om destinationssamarbejdet, men samtidig får mulighed for at tale med samlede bestyrelse for Rømø-Tønder Turistforening.

- Vi lægger op til, at man tager en drøftelse med erhvervslivet, og så tænker jeg egentligt, at vi kan skyde os ind på hinandens bekymringer og muligheder i forhold til det her. Jeg ser det sådan, at det kan afstedkomme bekymringer, når noget er nyt. Jeg tror derfor det er godt, at vi får drøftet det, for vi skal ikke ødelægge udviklingen - vi skal udvikle videre, siger borgmester Henrik Frandsen (V).

Annonce

Erhverv er udgangspunkt

Rømø-Tønder Turistforenings formand Martin Iversen påpeger, at hele processen har været bagvendt:

- Nu har jeg ikke læst udmeldingen endnu, men det er altid godt at få drøftet tingene, for så kommer både behov og bekymringer frem. Er det oplægget, så er det fint, men man skal efter min mening altid tage udgangspunkt i erhvervet. Politikere og forvaltningen skal facilitere det, men vi ved, hvordan det skal markedsføres, forklarer han.

Stod det til Iversen, så var man startet med et møde mellem politikere og erhvervsliv frem for først at tage det nu:

- Det er kørt omvendt, hvis du spørger mig. Man skulle først have sat sig ned politikere og erhvervsliv og så skulle man efterfølgende have kigget på, om det skal være som i dag, eller om man skal ud i noget stort. Mister man erhvervet, så mister man også udviklingen, slår Martin Iversen fast.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce