Annonce
Vejen

Kommune vil betale restaurering af vægmalerier: Museum får en økonomisk hjælpende hånd

Det er blandt andet væggene i den røde stue på Museet på Sønderskov, der i den grad trænger. Der er blandt andet en sætningsskade i væggen, som går fra stueetagen til første sal. Foto: Konserveringscenter Vejle
Museet på Sønderskov kan se frem til en økonomisk hjælpende hånd til at få restaureret vægmalerier. I første omgang bliver der bevilget halvdelen - 150.000 kroner - mens den sidste halvdel ryger på ønskesedlen til de kommende budgetforhandlinger.

Hvordan defineres indvendig vedligeholdelse? Det har der blandt andet været en mindre diskussion i kommunen om, efter at Museet på Sønderskov har søgt om kommunale midler til restaurering af vægmalerier på museet.

Museet havde i første omgang søgt pengene i forbindelse med budget 2021, men ønsket blev ikke imødekommet.

- Der eksisterer ikke en ordning for planlagt indvendig vedligehold på Museet på Sønderskov. Den løbende indvendige vedligehold har derfor ikke været prioriteret i en længere årrække, og det har ikke været muligt at spare op til restaureringsopgaven, lyder det i indstillingen til Økonomiudvalget.

Annonce

Nu er der imidlertid fundet en del af pengene til at få restaureret vægge og vægmalerier.

- Der har været noget diskussion om, jamen restaurering af kalkmalerier - er det nu indvendig vedligeholdelse. Vi har måske nok tænkt mere på, at det var hvis der var en vandhane, der gik i stykker. Men vi vedkender os ansvaret, og så prøver vi at se, om vi kan skaffe lidt penge til at få det restaureret, siger borgmester Egon Fræhr.

Halvdelen er klar

I første omgang er der bevilget halvdelen - 150.000 kroner - mens den sidste halvdel kommer med på ønskesedlen, når budgetforhandlingerne begynder til efteråret.

Borgmesteren fortæller, at Sønderskov er privatejet, men at de tidligere Holsted, Brørup og Vejen kommunen indgik en lejeaftale med ejeren. En lejeaftale, som stadig gælder.

På første sal er et af de vægmalerier, som også trænger til at komme i en konservators kærlige og kyndige hænder. Foto: Konserveringscenter Vejle

- Det har fungeret rigtig fint gennem alle årene. Men nu er det her noget særligt, og derfor kommer det ind som et særligt punkt på dagsordenen, fordi der var den diskussion med, om sådan et vægmaleri er indvendig vedligeholdelse eller ej, siger Egon Fræhr.

Punktet var også med på byrådets dagsorden, og på byrådsmødet tirsdag blev det godkendt, at museet får penge til restaureringsprojekterne.

Annonce

Glæde på Sønderskov

På Museet på Sønderskov glæder museumsleder Anne Cathrine Lorentzen sig over, at nogle af pengene til restaureringer er fundet.

- Det er vi rigtig glade for. For det er jo nogle år siden, at huset blev sat i stand i midten af 80'erne og frem til det åbnede i 1992. Det, der er særlig vigtigt lige nu, det er en sætningsskade, som er i en væg i midten, mellem den røde stue og hallen, fortæller Anne Cathrine Lorentzen.


Der har været noget diskussion om, jamen restaurering af kalkmalerier - er det nu indvendig vedligeholdelse. Vi har måske nok tænkt mere på, at det var hvis der var en vandhane, der gik i stykker. Men vi vedkender os ansvaret, og så prøver vi at se, om vi kan skaffe lidt penge til at få det restaureret.

Egon Fræhr, borgmester, Vejen Kommune


Også på førstesalen er der er presserende projekt.

- Det er faktisk den samme sætningsskade, som går hele vejen op. Så det er den samme problematik i to forskellige rum, siger Anne Cathrine Lorentzen.

I alt drejer det sig altså om to projekter - i stueetagen og på første sal.

- Men de 150.000 vil dække de to projekter - altså drabanterne (første sal, red.) og den røde stue, som egentlig er en og samme problematik. Men vi har et par andre projekter, som også ligger og venter. Der er mere i den røde stue. Det er på en anden væg, men så må man tage det, der er mest prekært i første omgang, siger museumslederen, der vil glæde sig over den økonomisk hjælpende hånd fra kommunen.

- Vi krydser fingre og går og tænker på det hver dag. Vi vil jo også rigtig gerne fokusere på kulturhistorien for hele kommunen, som vi også skal lægge udstillinger til, så hvis vi skulle bruge alle vores penge det (restaureringer, red.) så bliver der jo desto mindre på det andet, siger Anne Cathrine Lorentzen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce