Annonce
Esbjerg

Kommunen giver sig ikke: Sag om 60 kvadratmeter fliser til handicappet kvinde kører på tredje år

Det er dette korte stykke fra huset til det nærliggende grovkøkken, Esbjerg Kommune ikke ønsker at bevilge fliser til, selv om sagsomkostninger langt overstiger prisen for flisegangen. Ejna sidder idag ikke længere i kørestol, da hun via genoptræning er blevet bedre gående, men med rollator kommer hun kun meget vanskeligt over gårdspladsen. Foto: Martin Ravn
I februar skal en sag om 60 kvadratmeter fliser til en handicappet kvinde for retten i Esbjerg. Esbjerg Kommune har i tre år nægtet at bevilge 68-årige Ejna Elvira Nielsen den flisegang, der kunne gøre hende mere selvhjulpen og forbedre livskvaliteten for kvinden, der i 2016 fik både hjerneblødning og blodprop.

Darum: Man skulle tro, det var en simpel sag.

I 2016 blev Ejna Elvira Nielsen ramt af en hjerneblødning og en blodprop i hjernen. I tiden efter kunne hun intet, var lam i højre side af kroppen og har været igennem et langvarigt genoptræningsforløb med ophold i Grindsted, Esbjerg og Vejle. I forbindelse med genoptræning ønskede hun sammen med samleveren Jens Jørgen Toft igennem Esbjerg Kommunes visitation at få bevilget en flisegang fra parrets hus til et grovkøkken i en sidebygning.

Men det blev et nej.

- For os har sagen hele tiden drejet sig om, at Ejna skal være selvhjulpen. Det handler om livskvalitet, men hun fik afslag, og det synes vi er uretfærdigt. Grovkøkkenet er en del af vores bolig, og selv om vi tidligere fravalgte et mere handicapvenligt køkken i hovedbygningen, som Esbjerg Kommune ville bruge 200.000 kroner på at lave, ville de ikke bruge 15.000 kroner på den flisegang, vi efterspurgte, siger Jens Jørgen Toft, der flere steder for egne penge har gjort huset mere handicapvenligt for at hjælpe Ejna, fordi hun som udlært kok og smørrebrødsjomfru nyder tiden i grovkøkkenet.

Esbjerg Kommune har efterfølgende bevilget Ejna en platform af fliser i gårdspladsen, så hun nemmere kan komme ind og ud af bilen. Dog er dette anlæg endnu ikke udført trods bevillingen i august 2017, og flisegangen nægter kommunen stadig at lave.

Annonce

Retssag

Sagen skal for retten 11. februar i Esbjerg, hvor det endegyldigt afgøres, hvem der skal betale for Ejnas flisegang.

Forsøgt forlig

Sagen skulle have været for retten i maj 2019, men blev udsat på grund af hastesager. Ny dato er 11. februar, og dermed har sagen om 60 kvadratmeter fliser til en værdi af 15.000 kroner nu været igennem to klagesager til kommunen, der er gået videre til Ankestyrelsen, og 11. februar er det en stævning af Ankestyrelsen, der venter på rettergang.

Esbjerg Kommune har indtil nu henholdt sig til Servicelovens paragraf 116, hvor en individuel vurdering skal udrede, hvorvidt flisegangen vil gøre boligen bedre egnet som opholdssted, men da grovkøkkenet ligger i en anden bygning, skal der indregnes livskvalitet og værdighed, hvilket Esbjerg Kommune altså ikke har vurderet væsentligt i sagen.

Ejna og Jens Jørgen har personligt brugt omkring 25.000 på sagen, mens de vurderer kommunen til at have brugt mange gange det beløb. Parrets advokat har forsøgt at forlige sagen, men forklarer, at kommunen intet vil, selv om Jens Jørgen og Ejnas løsninger har være både bedre og billigere end kommunens egne.

JydskeVestkysten har været i kontakt med formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog(DF), men han ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag så tæt på en retssag. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør for Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen.

Fliser og elmaster

JydskeVestkysten skrev i april 2018 om sagen, og Ejna og Jens Jørgen fatter ikke, hvorfor en simpel sag skal tage så lang tid.

Får de medhold 11. februar, skal Esbjerg Kommune anlægge flisegangen. Taber de, får de ingen flisegang, men parret har tænkt tanker for fremtiden, der kan tvinge Esbjerg Kommune til at hjælpe dem.

- Vi kunne da godt selv lægge de fliser, men det her handler om livskvalitet. Vi vil ikke bare give op, for vi mener Ejna har ret til det, og vi synes, at andre skal vide, at man ikke bare skal give op, fordi kommunen har magten. For det udnytter de, siger Jens Jørgen, der ryster på hovedet og mumler, at det da er utroligt, at det skal tage lige så lang tid at lægge 60 kvadratmeter fliser som det tager at lave en linjeføring af elmaster tværs gennem Vestjylland.

Ejna overtager hans sætning, og siger de ord, Jens Jørgen helst ikke vil høre.

- Jeg må indrømme, at jeg snart er ved at opgive ævred. Hvis vi taber, har vi talt om at flytte hver for sig, for så er de tvunget til at hjælpe. Denne sag kører kun, fordi de ved, Jens Jørgen hjælper mig, men for mig handler det om livskvalitet og værdighed. Og der er kun én, der straffes i det her, det er mig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Se de nyeste tal: 77 indlagte corona-patienter i Region Syddanmark

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Esbjerg

Esbjerg løber sammen og hver for sig

Annonce