Annonce
Aabenraa

Kommunen siger nej: Nu risikerer forening at måtte trække stikket

Der var gang i den og store smil, da Nr. Hostrup Hus blev indviet i marts sidste år. Nu er smilene stivnet i Nr. Hostrup, fordi multihuset ikke kan få økonomisk støtte som kommunens idrætsfaciliteter. Arkivfoto: Timo Battefeld
Nr. Hostrup Hus er ikke en idrætsfacilitet, mener politisk udvalg i Aabenraa Kommune. Det mener man derimod i Nr. Hostrup, hvor ungdomsforeningen ser en lukning nærme sig.
Annonce

Nr. Hostrup: Nr. Hostrup Hus mangler 100.000 kroner i kassen hvert år, hvis debit og kredit skal udligne hinanden. Den udfordring bliver imidlertid ikke løst med kommunal hjælp.

Det kulturelle multihus i tilknytning til Nr. Hostrup Forsamlingshus har nemlig fået et afslag i kultur- og fritidsudvalget, der ikke mener, Nr. Hostrup Hus er berettiget til at være omfattet af kommunens tilskudsmodel for idrætsfaciliteter.

- Det er vi meget uforstående over for. Vi føler ikke, vi beder om mere end alle andre. Vi beder bare om at blive behandlet på linje med alle andre. Man forskelsbehandler også vores ungdomsforening i forhold til andre foreninger i kommunen, lyder det fra Jesper Paulsen, der er formand for foreningen Nr. Hostrup Hus.

Formanden for kultur- og fritidsudvalget i Aabenraa Kommune mener ikke, der gøres forskel. Tilskudsmodellen for idrætsfaciliteter er målrettet kommunale og selvejende haller og svømmehaller, og her mener han ikke, Nr. Hostrup Hus hører til.

- Det er ikke decideret en idrætsfacilitet. Hvis man ser på Nr. Hostrup Hus’ hjemmeside, så står der også, det er et kulturelt multihus, siger Lars Kristensen (V) med henvisning til, at huset er et fællesprojekt for Nr. Hostrup Ungdomsforening, Nr. Hostrup Forsamlingshus, Familie & Samfund samt Nr. Hostrup og Omegns Beboerforening.

Annonce

Dyrere andre steder

Udvalgsformanden frygter, at man åbner for, at andre også kan komme ind under modellen uden at tilhøre den tiltænkte målgruppe, hvis man nikker ja til Nr. Hostrup Hus.

Nr. Hostrup Hus modtager et årligt driftstilskud på 105.000 kroner. Nr. Hostrup Ungdomsforening betaler 35 kroner pr. aktivitetstime, hvoraf Aabenraa Kommune refunderer 75 procent fra lokaletilskudspuljen for de timer, hvor udøverne er under 25 år.

- Der er ingen, der kan drive sådan et hus for 35 kroner i timen. Alle andre steder tager man mindst 140 kroner i timen, siger Lars Kristensen, som opfordrer Nr. Hostrup Hus til at hæve timeprisen.

Det falder ikke i god jord hos Nr. Hostrup Ungdomsforening, der ikke finder megen trøst i tilskuddet på 75 procent.

- Det kommer stadig til at være væsentligt mere, vi skal betale i forhold til, hvad vi har betalt. Det kan vi ikke bære, understreger formand Lonna Jensen.

Stiger timeprisen, kan området blive en forening fattigere. En forening, der køber cirka 800 timer til sine aktiviteter årligt.

Annonce

Lever på lånt tid

- Vi kan måske få det til at løbe rundt i et år, men selv med kontingentstigninger kommer det ikke til at hænge sammen på den lange bane, konstaterer Lonna Jensen, som peger på en lukning af foreningen som en sandsynlig konsekvens.

- Vi er da også meget triste og målløse, tilføjer hun.

Situationen bliver ikke mindre alvorlig af coronakrisen. Nr. Hostrup Hus budgetterer med en årlig indtjening på 150.000 kroner ved frivilligt arbejde i Sønderjylland.

- Det har vi nærmest ikke kunnet lave noget som helst af i år. Vores aftaler med Kløften Festival, ringriderfesten i Aabenraa og andre steder er alle blevet aflyst, så vi ikke har kunnet komme ud at tjene nogle penge, forklarer Jesper Paulsen.

Kultur- og fritidsudvalget var enigt om, at Nr. Hostrup Hus ikke skal have flere penge end i dag.

- Vi har bedt dem om at justere på den knap, de selv har, nemlig brugerbetalingen, så de selv kan være en del af løsningen, siger Signe Bekker Dhiman (S), der er enig med sin udvalgsformand i, at Nr. Hostrup Hus ikke hører ind under tilskudsmodellen for idrætsfaciliteter.


Vi hænger jo sammen, Nr. Hostrup Ungdomsforening og Nr. Hostrup Hus. Hvis vi ikke kan få det til at løbe rundt og må lukke ned, så har Nr. Hostrup Hus jo ingen indtægt fra os, og så hænger deres budget heller ikke sammen.

Lonna Jensen, formand, Nr. Hostrup Ungdomsforening


Nr. Hostrup Hus

  • Nr. Hostrup blev i 2019 udnævnt som Årets Landsby – samme dag, som Nr. Hostrup Hus blev indviet: 29. marts 2019.
  • Ideen om at bygge et nyt fælleshus opstod, da de mange aktive gymnaster i Nr. Hostrup Ungdomsforening ikke længere kunne leje hallen hos Jump A Lot.
  • Aabenraa Kommune bidragede med en million kroner i kontanter. Frivillige i lokalområdet bidragede med arbejdskraft til en værdi af 1,5 millioner kroner, lød det fra formanden for huset ved indvielsen.
  • Huset er tilknyttet forsamlingshuset. De to huse har fælles indgang, og de er bygget sammen med en ny gang ved køkkenet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce