Annonce
Trekantområdet

Kommunen svigtede, da Jytte blev misbrugt af sin far: Flertal mod at anke sagen

Jytte Jensen blev misbrugt af sin far som barn, selvom Vejle Kommune var advaret om risikoen. Hun lider af alvorlige senfølger og har rettens ord for, at kommunen svigtede hende. Men en millionerstatning mener byretten ikke, hun har krav på. Foto: Kaare Johansen
Socialdemokratiet, SF plus konservativ og konservativ løsgænger er ikke indstillet på at anke byrettens afgørelse om, at Vejle Kommune svigtede Jytte Jensen i starten af 1980'erne
Annonce

Vejle: Meget tyder på, at et flertal i Vejle Byråd onsdag eftermiddag afviser at anke den dom, Vejle Kommune i oktober 2019 modtog ved Retten i Kolding.

Her afgjorde dommer Agnete Skouv, at Vejle Kommune i starten af 1980'erne svigtede teenageren Jytte Jensen. Hun blev flere gange om måneden voldtaget af sin far uden at kommunen greb ind og fjernede hende og lillesøsteren- trods flere advarsler om risikoen for incest.

I sidste uge kom samme dommer så frem til, at Jytte Jensen ikke skal have yderligere erstatning end de 300.000 kroner, der er den "almindelige" erstatning i forbindelse med krænkelse af en persons menneskerettigheder, som denne sag falder ind under.

Dermed afviste dommeren et krav fra Jytte Jensen og hendes advokat på 3,9 millioner kroner. Kravet var en kombination af tab af erhvervsevne og tabt arbejdsfortjeneste for den i dag 54-årige kvinde, der i 2011 blev tilkendt førtidspension på grund af post-traumatisk stress syndrom.


Vi synes, Vejle Kommune skal påtage sig sin del af ansvaret for det kæmpe svigt, Jytte Jensen har oplevet. Vi har muligheden for at give hende fred, og det skal vi gøre.

Lone Myrhøj (SF), gruppeformand


Retten fandt det ikke tilstrækkeligt  bevist, at der var direkte sammenhæng mellem kommunens svigt i incestsagen og de psykiske problemer, der har gjort Jytte Jensen uarbejdsdygtig. Andre forhold senere i livet kan have spillet ind.

Annonce

16 afviser anke

Umiddelbart efter dommen meldte Jytte Jensen og advokat Lars Sandager ud, at hun vil anke - men som sagsøger har de endnu tre uger, før det konkret skal ske. Den endelige beslutning afhænger blandt andet af, om Jytte Jensen fortsat kan få bevilget fri proces.

Byrådets største gruppe, Socialdemokratiet, med 11 repræsentanter har via gruppeformand og borgmesterkandidat Martin Sikær meldt ud, at partiet ikke vil anke - uanset hvad Jytte Jensen måtte beslutte.

Det samme gælder de tre SF'ere - og med støtte fra den konservative viceborgmester Dan Arnløv og den konservative løsgænger Kim Hesel er der et flertal på 16, der ikke vil anke på kommunens vegne.

Byrådets 10 Venstre-folk vil afvente Jytte Jensens afgørelse. Anker hun, går partiet ind for, at kommunen kontraanker med ønske om frifindelse.

Dansk Folkepartis tre medlemmer vil ikke afsløre partiets holdning, fordi sagen er på byrådets lukkede dagsorden. Liberal Alliances Anja Daugaard er i tvivl, og den radikale Torben Elsig-Pedersen har ikke svaret på avisens henvendelse før onsdagens byrådsmøde.

Jytte Jensens sag

  1. Jytte Jensen blev i årevis voldtaget af sin far - der i januar 1986 blev idømt tre års fængsel for incesten mod Jytte og hendes lillesøster.
  2. Fra 1980 var det Vejle Kommunes ansvar at holde øje med familien, fordi kommunen valgte at lade de to piger komme hjem  til den dysfunktionelle familie fra børnehjemmet Brogården.
  3. På trods af klare advarsler blandt andet fra den tilsynsførende, der for eksempel skrev, at pigernes far "ikke kunne forstå, at han ikke måtte gå i seng med sine døtre", og Jytte Jensens selvmordsforsøg kort efter, at hun var fyldt 15 år, blev pigerne ikke fjernet fra hjemmet. 
  4. I oktober 2019 afgjorde Retten i Kolding, at kommunen havde svigtet sin handlepligt.
  5. 12. januar kom retten frem til, at hun ikke skal have yderligere erstatning end de 300.000 kroner i tort, der var en del af kendelsen i den første afgørelse.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce